Nr. Lyngvig

Nr. Lyngvig ligger på den nordlige del af landtangen mellem Hvide Sande og Klegod. Navnet Nr. Lyngvig stammer fra de store og smukke lyngbevoksede arealer mellem landevejen og de imponerende klitter mod havet.

Et populært ferieområde

I Nr. Lyngvig er der flere rigtig gode feriehusområder, hvor ESMARK har sommerhuse i flere kategorier og prisklasser, og fælles for alle områderne er, at der hverken er særlig lang afstand til den storslåede Nordsø med de meget fine sandstrande, hvor det er oplagt med en badetur, ravfinding og bygning af sandslotte, eller til den idylliske og meget roligere Ringkøbing Fjord.

God cykelsti og skøn natursti

Langs med hovedvejen løber en ny, asfalteret cykel- og gangsti, som er særdeles velegnet til traveture og cykelture for de lidt mere krævende cyklister. Cykelstien fører dig helt til Hvide Sande og nordpå til Søndervig. Mellem hovedvejen og klitterne finder du den fine natursti med en lidt grovere belægning, som en meget attraktiv mulighed for motion, specielt trave- og løbeture; men også cykelture i den overordentlig skønne natur, hvor det interessante dyre- og fugleliv kan iagttages. Læs mere om de gode cykelforhold og -muligheder i området her.

Lyngvig Havn – en sand perle

På fjordsiden finder du Lyngvigs lille, hyggelige havn, som bestemt er et besøg værd. Det er en sand, lille perle midt i den vestjyske natur og en lille, historisk og stadig den dag i dag, autentisk fungerende fiskerihavn, hvorfra fjordfiskeriet har været eksistensgrundlag for mange af de lokale familier sammen med landbruget på de mange små gårde, som stadig ligger langs klitten i hele området.

I dag er der kun ganske få fiskere på Lyngvig Havn, som har fiskeriet som hovederhverv. Når du besøger havnen, varer det ofte ikke længe inden du er på talefod med de lokale, som gerne vil have en sludder – måske ikke på det mest formfuldendte udenlandsk; men med hjælp af tegn og enkelte internationale ord lader en samtale sig gennemføre og dertil måske en handel om et par friske fisk til aftensmaden.

Lyngvig Fyrtårn – områdets smukke vartegn

Nr.-Lyngvig

Det helt dominerende vartegn for Nr. Lyngvig er fyrtårnet Lyngvig Fyr, som kan ses fra hele det nordlige området ved Ringkøbing Fjord. Fyret er det højest beliggende fyrtårn i Danmark med en totalhøjde (inklusive klitten, som fyret er bygget på) på 53 m over havets overflade. For at nå toppen af fyret skal du forcere 79 trappetrin på klitten plus 149 trin inde i fyret, i alt 228 trin. Det er god motion, men belønningen for turen er helt fantastisk. Fra toppen af fyrtårnet har du en helt fantastisk udsigt over Holmsland Klit, fjorden, havet og det næsten 300 hektar store fredede hedeareal, som omgiver fyret.

Lyngvig Fyr blev opført i 1906, som følge af en tragisk strandingsulykke i 1903, hvor 24 søfolk omkom. Lyskeglerne fra fyret kan ses 40 km til søs og benyttes stadig som navigationspunkt af både fisker- og handelsflåden.

I forbindelse med Lyngvig Fyr findes et mindre naturhistorisk museum, hvor det rige dyre- og fugleliv, samt områdets historie er interessant beskrevet.

Klik på den orange knap for hurtigt og nemt at finde dit næste feriehus i Nr. Lyngvig.

Find sommerhus

Ankomst
Personer
Hund