En rapport om hvordan vi tager ansvar for og bidrager til at passe på de menneskelige og miljømæssige værdier ”We Love”
Esmark har i mere end 50 år taget imod feriegæster på Jyllands vestkyst, og vi har siden den spæde begyndelse i Bjerregaard haft fokus på at opfylde både gæsternes og husejernes behov – også de behov, de næsten ikke vidste, de havde.
I begyndelsen var det dyder som den personlige velkomst og lokal tilstedeværelse, dyder, som vi stadig sætter højt. Siden blev det adgang til services som lån af værktøj og trailere, rådgivning og driften af huset, lokale aktiviteter og meget andet. Tilbud vi udviklede for at sikre, at vi tog os godt af de mennesker, som valgte at vise os den tillid, at lægge deres ferieoplevelse eller private ejendom i vores hænder.
De senere år har givet øget opmærksomhed på, at det ikke blot er menneskers ferier og ejendomme, vi har mellem hænderne. Vi ved, at rigtig mange af vores gæster besøger og vender tilbage til Vestkysten netop på grund af den fantastiske natur, men naturen og dens stigende skrøbelighed er – for både Esmark og verden som sådan – blevet tydelig. Det er i stort omfang menneskers aktiviteter, der skaber de aktuelle udfordringer for miljøet og klimaet. Udfordringer som ses tydeligt i form af mere ustabilt vejr, affald på strandene og plastikaffald i havene.
Disse forandringer kan også være på vej til vores lokalområder, og den udvikling ønsker vi at bidrage til at bremse. Vi tror det er muligt, og vi investerer i at finde metoder i vores drift og arbejde, som kan bidrage til en verden i bedre balance – og dermed fastholde Esmarks tradition for at dække behov, næsten før vores gæster og samarbejdspartnere ved, de har dem.
Esmark har i flere år levet og arbejdet ud fra mottoet ”We love people”. Fremover vil vi også sige ”We love nature”. Vi sætter nu både mennesker og miljøet i fokus i måden, vi driver og udvikler Esmark på. For os er dét det eneste rigtige at gøre, hvis vores natur med badestrande, klitlandskaber, fjorde og skove også skal kunne nydes af de næste generationer.
Det er en stor opgave, som kræver engagement og samarbejde mellem mange parter i samfundet. Vi starter med os selv og de helt konkrete forandringer, vi kan foretage i vores egen drift, mens vi også udvikler nye tilbud til både feriegæster og husejere.
Med det lange lys på, er det vores erklærede mål, at Esmark skal være med til at sætte standarden for arbejdet med bæredygtighed i vores branche.
Vi lægger hånden på kogepladen og skruer op for blusset ved at forpligte os til hvert år at udgive en rapport om resultaterne af vores indsatser og fremtidige målsætninger for bedre balance for gæster, husejere, ansatte, miljøet og lokalområderne.
Fordi det er nødvendigt og rigtigt at gøre, og fordi gæster og husejere fortjener, at Esmark er forberedt på fremtiden.