Senest opdateret 25. september 2023

Senest opdateret 25. september 2023
Esmark er stolt sponsor for Viktor Bøndergaard
Fire DM-titler er det indtil videre blevet til for Viktor Bøndergaard fra Hvide Sande, som også har gjort sig gældende ved de store internationale mesterskaber.
Viktor Bøndergaard fra Hvide Sande er en af Danmarks mest talentfulde wakeboardere.
Han er intet mindre end firedobbelt danmarksmester for juniorer, og vi er hos Esmark stolte af at være sponsor for den 18-årige Hvide Sande-dreng.
Vi har til dette blogindlæg bedt Viktor Bøndergaard fortælle lidt om sig selv og om sin store passion for wakeboarding.
”Jeg begyndte at interessere mig for det tilbage i 2014. Dengang gik jeg på Fjordskolen, som ligger lige ved siden af Kabelparken i Hvide Sande. Jeg tog derned sammen med en kammerat, og dagen efter købte jeg et årskort,” fortæller Viktor Bøndergaard.
”Jeg har aldrig været meget for holdsport som fodbold og håndbold, men det tog kun et par timer på vandski at konstatere, at det her kunne jeg finde ud af. Det tog lidt længere tid at lære at stå på wakeboard, men da jeg endelig fangede metoden, gik det også stærkt,” fortæller han.

Viktor Bøndergaard deltog første gang i DM i wakeboard i 2016, hvor han blev nummer tre, og siden er det blevet til fire guldmedaljer ved DM.
Han har også deltaget ved de store internationale mesterskaber, hvor det i 2018 blev til en 17.-plads ved EM i Milano og ligeledes en 17.-plads ved det uofficielle VM i London.
Wakeboarding er en meget publikumsvenlig sport, for der er garanti for god underholdning.
”Sporten er meget stor i lande som Tyskland og England, og der er også rigtig mange publikummer, når der er konkurrencer i byer som København og Århus,” siger Viktor Bøndergaard.
”Det jeg rigtig godt kan lide ved sporten, er det fællesskab, der er forbundet med den, og det adrenalinkick man får, når man flyver rundt på boardet,” siger han.

Thomas Christiansen, der er salgs- og marketingdirektør hos Esmark, kalder det helt oplagt for Esmark at sponsere Viktor Bøndergaard.
”Vi er stolte af at være sponsor for Viktor. Passion er af en vores kerneværdier, og Viktor er om nogen passioneret. Det er ganske enkelt imponerende, hvad han har opnået af resultater både ved de danske og internationale mesterskaber. Det vil vi gerne bakke op om,” siger Thomas Christiansen.
Kategorier:
Presse