Den jyske vestkyst byder på masser af kulinariske oplevelser
En sommerhusferie på den jyske vestkyst kan sagtens danne ramme om spændende madoplevelser. Vestkysten byder på flere kulinariske perler og et alsidigt udvalg både hvad angår mad og drikke, med alt fra hotdogs og fadøl til Michelin-stjerner, dyre vine og shakede drinks. Ligegyldigt om du holder ferie omkring Søndervig, Hvide Sande, Bjerregård, Houstrup, Henne, Vejers og Blåvand, eller på Rømø og Fanø, er du garanteret kort vej til et stort udvalg af spændende kulinariske oplevelser!
Besøg den lokale bager og få en god start på dagen
Når det er ferietid, er det også oplagt at kredse lidt ekstra om måltiderne. Og hvilken bedre måde at starte en god feriedag på, end med en friskbrygget kop kaffe og en lækker morgenmad? Uanset hvilket ferieområde, du holder ferie i, er der ikke langt til det nærmeste bageri, hvor du kan købe nybagte rundstykker– og måske skal familien overraskes med en spandauer som sidestykke til morgenbrødet?
Bagerierne på den jyske vestkyst er også solide til at bage lækre kager, og mangler du lidt sødt til eftermiddagskaffen, kan du være sikker på at finde alt fra romkugler og hindbærsnitter til wienerstænger og brunsviger hos vestkystens lokale bagerier.
Frisk fisk i verdensklasse – tilbered selv eller lad andre gøre det for dig
Den charmerende by Hvide Sande har fra sin spæde start centreret sig omkring fiskeriet og havnemiljøet, og det er heller ikke til at tage fejl af, når man kigger på byens kulinariske udvalg. Her har du vel nok nogle af Danmarks bedste betingelser for at anskaffe dig friskfanget fisk til middagsbordet. Har du ikke selv lyst til at begive dig ud i madlavningen, har du stadig masser af muligheder for at smage på Hvide Sandes specialiteter.
Rundt omkring i byen finder du flere fiskebutikker, der sælger både helt frisk fisk og røget fisk, som er genialt til frokostbordet derhjemme – og skal det være lidt mere syndigt, kan du købe et stjerneskud eller en klassisk omgang fish and chips hos enten Hvide Sande Røgeri eller Nordsø Fisk. Du finder også fisk i lidt finere klæder på Hvide Sandes forskellige fiskerestauranter. Hvide Sande Røgeri har en separat restaurant ved siden af fiskebutikken, og Kommandobroen By Grantland er eminent til at tilberede flotte fiskeanretninger, der får mundvandet til at løbe.
Hvide Sande er desuden en populær destination for lystfiskerne, og du kan selvfølgelig også prøve kræfter med at fange frokosten eller aftensmaden direkte op af vandet ved slusen.
Fra ristede hotdogs til Michelin-stjerner
En sommerhusferie på vestkysten kan kombineres med mange og alsidige kulinariske oplevelser, og ligegyldigt hvem du er på ferie med, finder du spisesteder, der rammer alles smagsløs.
En klassiker, som for mange er indbegrebet af dansk kultur, er selvfølgelig den ristede hotdog, som – ikke så underligt – kan fås overalt og flere andre steder, blandt andet på vestkystens grillbarer. Helt i den anden ende af skalaen findes den kendte gourmetrestaurant i Henne, Henne Kirkeby Kro, som har hele to fornemme Michelin-stjerner.
Og så er der selvfølgelig alt det midt imellem. På Biergarten i Søndervig og Blåvand kan du få din trang til wienerschnitzel og schlagerhits stillet. Lille K by Grantland i Hvide Sande tilbyder en lidt finere frokost eller aftensmad. Café Marina i Hvide Sande og Strandgaarden i Henne Strand serverer smagfuld, let cafémad, og på Hr. Skov i Blåvand finder du også lækre frokostretter.
På Bella Italia i Hvide Sande kan du spise dig mæt i autentisk italiensk pizza eller pasta. Høfde 4 og Ho Kro omkring Blåvand byder på gourmetoplevelser og lidt mere fine-dining. Der er ingen tvivl om, at hele flokken, uanset præferencer, nok skal få sulten stillet på ferien.
Masser af lækkerier til dessertmaven
Man har som bekendt en separat dessertmave, og dessert er der masser af i ferieområderne på den jyske vestkyst! Befinder du dig i Søndervig, kan du for eksempel besøge Woodys, en hyggelig café direkte ved strandopgangen, som blandt meget andet kan forsyne dig med iskaffe og milkshakes.
Vestkysten byder også på en overflod af lækre iscaféer, for eksempel NiVi Gelato i Søndervig, Ice Bakers i Hvide Sande (med vegansk is), Vejers Dropskogeri i Vejers og Blåvand Bolcher i Blåvand. Holder du ferie i Houstrup eller Henne, kan du passende tage en tur til Henne Strand og aflægge Ishuset eller Creperiet et besøg; sidstnævnte laver pandekager i alle afskygninger.
Drikkevarer i mange afskygninger
Det er altså nemt at stille sulten og gå på kulinariske opdagelser, når man holder ferie i sommerhus på vestkysten. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at tørsten bliver slukket!
Øl-entusiasterne vil med garanti befinde sig godt i Vestjyllands ferieområder. Både Biergarten i Søndervig og Blåvand og Hvide Sande Bryghus i Hvide Sande har deres egne bryggerier og sælger specialøl, der både kan nydes i solen ved bordebænkesæt omkring barerne og købes med hjem på flaske. På Hvide Sande Bryghus kan du udvide oplevelsen med en guidet tur rundt i bryggeriet. Lidt længere nordpå, på den anden side af Søndervig, ligger Stauning Whisky, som også tilbyder rundvisninger og smagsprøver.
Er du på udkig efter lidt mere sofistikerede oplevelser, er vinbaren Ruth & Co. i Hvide Sande en oplagt destination, og her skænkes både kvalitetsvin og lækre drinks såsom Mojito, Darkn’stormy og Espresso Martini. Du kan eventuelt supplere med en tapasanretning fra menukortet. Tilsvarende finder du i den sydlige ende af vores ferieområde, Blåvand, vin- og tapasbaren Wine & Delights, som kører med samme slags koncept.
Der er også flere hyggelige kaffebarer langs vestkysten, hvor du kan sætte dig og nyde en god cappuccino – eller en iskaffe på en varm sommerdag.
Bordbestilling?
Vær opmærksom på, at det ved de fleste restauranter her i Vandkantsdanmark kan være nødvendigt at bestille dit bord i ret god tid. Især fra påske- til og med efterårsferien har spisestederne travlt, og vi ved hvor ærgerligt det er at gå forgæves, når man har sat snuden op efter en skøn kulinarisk aften i sin ferie.
Hvide Sande Røgeri
Hvide Sande Røgeri er et rent slaraffenland for alle, der elsker fisk. I restauranten er der mulighed for at slå sig løs i den overdådige fiskebuffet med frisklavede fiskeretter for enhver smag.
Er I ikke til buffet og fisk ad libitum, er der også mulighed for á la carte, som desuden byder på enkelte kødretter, så hele familien kan få en lækker madoplevelse.
Adresse
Troldbjergvej 4
6960 Hvide Sande
Restaurant og Pizzeria Bella Italia
Der er intet prætentiøst over familierestauranten Bella Italia i Hvide Sande. Alligevel har restauranten mange stamgæster både blandt lokalbefolkning og turister, fordi der bare er styr på pris og kvalitet.
Og så er der bare noget dejligt åbent og ærligt over, at man lige kan hilse på kokkene og se dem tilberede den pizza (måske byens bedste?), som man lige om lidt sætter tænderne i.
Adresse
Parallelvej 3
6960 Hvide Sande
Lille K by Grantland
Lille K er KommandoBroens hyggelige ‘lillebror’, det mindre formelle spisested og vinbar. Her kan I på solskinsdage være heldige at få bord ude på terrassen, hvor I får den ægte Hvide Sande-feeling helt ind under huden.
Hos Lille K er der både mulighed for at dele forskellige tapas-retter eller for at snuppe en hovedret, hvis man ikke er til delemiddage.
Adresse
Toldbodgade 8, 1.tv
6960 Hvide Sande
Ruth & Co.
Hos Ruth & Co. kan bestemmer I selv, om I vil slænge jer i de lækre lounge-møbler og nyde snacks og lækker vin og drinks, eller om I bestiller bord til traditionel middag.
Uanset venter der jer lækker asiatisk inspireret mad og en super moderne, men samtidig hyggelig atmosfære, lige meget om I sidder inde eller ude på den store overdækkede terrasse.
Adresse
Toldbodgade 8, stuen
6960 Hvide Sande
Café Marina
På kajen i Hvide Sande finder I det hyggelige, familievenlige Café Marina, hvor I kan sidde udenfor på den aflukkede og overdækkede terrasse det meste af året.
Især Café Marinas burgere er populære hos de lokale og så kan I tilmed være heldige at holde ferie i en af de uger, hvor gæsterne forkæles med live musik af forskellige kunstnere.
Adresse
Toldbodgade
6960 Hvide Sande
Nymindegab Kro
Lige dér, hvor det imponerende klitlandskab folder sig ud i al sin vidunderlige vildskab, ligger Nymindegab Kro, som inviterer dig til middag med den skønneste udsigt som bordherre (Book i god tid, hvis du vil have udsigten med ;).
Kroens kokke kalder køkkenet for en gastronomisk legeplads og vinkælderen byder på mere end 400 forskellige vine, så der er alle muligheder for at give dine smagsløg en skøn oplevelse!
Adresse
Vesterhavsvej
6830 Nymindegab
Henne Kirkeby Kro
Hos Henne Kirkeby Kro skal du være i rigtig RIGTIG god tid med din reservation. For selvom navnet ikke lyder af noget særligt, taler vi her om en velrenommeret Michelin-restaurant med 2 stjerner.
Er der en særlig person, som du ønsker at forkæle, eller måske en helt særlig lejlighed, der skal fejres, er et mindeværdigt besøg hos Paul Cunningham og hans dygtige team måske det helt rigtige.
Adresse
Strandvejen 234
6854 Henne
Café & Restaurant Strandgaarden
I hjertet af Henne Strand ikke langt fra stranden kan I hos Strandgaarden nyde en lækker café-frokost med alt lige fra lækre fiske- og skalddyrsretter over salater til den klassiske caféburger. Om aftenen er der desuden mulighed for á la carte.
Især om sommeren er det hyggeligt at sidde på terrassen, hvor I kan mærke badebyens hyggelige atmosfære.
Adresse
Strandgaarden
6854 Henne
Café Stranden
Den måske bedst beliggende restaurant i Danmark finder I på stranden i Henne Strand; det perfekte sted til en romantisk middag med udsigt til Vesterhavet.
Menukortet byder på både fisk og skaldyr, men også på en enkelt rød bøf og en burger med krogmodnet oksekød. I weekenden er der desuden mulighed for at nyde en 3-retters brunch – måske efter en morgendukkert i Vesterhavet?
Adresse
Strandvejen 490
6854 Henne
Restaurant Hedebo
I Vejers Strand finder I den populære familierestaurant Hedebo, hvis menukort byder på noget for enhver smag. I weekenderne er der mulighed for at lange til fadene i en lækker buffet.
Hedebo er desuden kendt for venlig og god betjening samt god kvalitet for pengene.
Adresse
Vejers Havvej 19C
6853 Vejers Strand
Restaurant Vesterled
Ikke langt fra stranden i Vejers finder I Restaurant Vesterled, der er kendt og elsket for sin hjemmerøgede fisk og hyggelige atmosfære.
Sæt jer godt til rette på terrassen eller i den hyggelige gårdhave og nyd en fisketallerken eller husets populære stjerneskud, mens I nyder solen og de kolde drikkevarer på en varm sommerdag.
Adresse
Vejers Havvej 70
6853 Vejers Strand
Blåvand Fiskerestaurant
Blåvand Fiskerestaurant er kendt og elsket af mange stamgæster i badebyen for sin overdådige fiskebuffet og ikke mindst den store overdækkede terrasse, der gør det muligt at nyde maden udendørs både i for- og sensommer.
Også á la carte-menuen byder på et væld af lækre fiskeretter lige fra pandestegte rødspætter over vindampet torskefilet til tunsteak, så her er der noget for enhver, der elsker fisk.
Adresse
Kallesmærskvej 2
6857 Blåvand
Hr. Skov
Hr. Skov er egentlig en gourmetbutik, hvor du kan købe udsøgte delikatesser, hvad enten du er til vin, ost, trøfler eller kød.
Foruden at købe lækkerier med hjem til eget køkken, kan I også slå jer ned på den store terrasse og nyde et lækkert gourmet-måltid med et glas vin eller bobler, der er afstemt med de friske råvarer på tallerknen.
Adresse
Blåvandvej 37
6857 Blåvand
Høfde 4
I læ lige bag ved klitrækken ved Hvidbjerg Strand, et stenkast syd for Blåvand, finder I Høfde 4, et moderne brasserie, der serverer gourmetmad efter nordiske og franske traditioner.
Nyd et både velsmagende og flot måltid i de smukke, rustikke rammer – og rund aftenen af med en gåtur på stranden og en fantastisk solnedgang over Vesterhavet.
Adresse
Hvidbjerg Strandvej 27
6857 Blåvand
Ho Kro
I det rolige Ho syd for Blåvand finder I Ho Kro, hvor hele familien kan lade sig forkæle med ‘gourmet på vestjysk’, hvilket kan oversættes til ‘lækker mad af rigtig høj kvalitet og i ordentlige portioner’.
Foruden høj kvalitet til gode priser, er kroen kendt for sin venlige betjening og børnevenlighed – her er nemlig indrettet et hjørne i restauranten med legetøj, så forældre og bedsteforældre kan sidde lidt længere over maden.
Adresse
Hovej 34
6857 Blåvand
Restaurant Ambassaden
På den charmerende Vadehavsø Fanø finder I Restaurant Ambassaden, der med økologiske, lokale og uden ø’s råvarer serverer god mad med masser af smag til øens lokale og gæster.
Den hyggelige restaurant byder på dansk/europæisk land- og torvekøkken, hvor alt er lavet fra bunden og med masser kærlighed. Nyd en dejlig middag i restauranten eller udenfor i den dejlig store gårdhave.
Adresse
Hovedgaden 57
6720 Fanø
Rudbecks
I hjertet af Fanø kan I nyde en dejlig frokost på den lille frokostcafé Rudbecks, som udover at byde på klassiske danske frokostretter, også gemmer på dansk økologisk flødeis og en delikatesse med hjemmelavet, lokale og danske kvalitetsprodukter.
Adresse
Hovedaden 90
6720 Fanø
Fajancen
I den sydlige del af Fanø – nemlig i Sønderho (måske Danmarks smukkeste landsby?), finder I den dansk/fransk inspireret restaurant Fajancen.
Menukortet byder på lækker bistromad af lokale råvarer og danske produkter, som man har lyst til at sætte tænderne i
Adresse
Sønderland 5
6720 Fanø
Fanø Krogaard
På Fanø danner ’De Tre Stuer’ rammerne for den hyggelige kro Fanø Krogaard, der med sine åbne rum og karakteristiske indretning byder på en afslappende og uformel atmosfære.
Kroens serveringer består af delevenlige anretninger, der kræser for øjet, udfordrer dine smagsløg og ikke mindst bidrager til hyggelige stunder med familie og venner.
Adresse
Langelinie 11
6720 Fanø
Café Nanas Stue
Nanas Stue, der ligger i Sønderho på Fanø, har i flere årtier budt stamgæster og turister velkommen i den hyggelige café. På menukortet kan du finde alt fra fisk og smørrebrød til en god bøf – der er lidt til enhver smag.
På caféen kan du få Sønderho stemningen helt ind under huden, når musikere med instrumenter træder ind på caféen og giver et nummer.
Adresse
Sønderland 1
6720 Fanø
Fru Dax
Har du tilbragt hele dagen på stranden, og sulten er ved at melde sin ankomst, så kan Fru Dax hjælpe. Her bliver der serveret lækkert cafemad i hyggelige og hjemlige omgivelser. Du kan få serveret alt fra morgenmad og frokost til aftensmad og desserter.
Fru Dax er særdeles populær for deres kæmpestore stjerneskud, så der ingen fare for du går sulten fra caféen. Hvis du stadig er en smule sulten, kan du tage forbi Fru Daxs iscafé, hvor du kan vælge mellem et stort udvalg af kugleis og softice.
Adresse
Lakolk Butikscenter 7
6792 Rømø
Restaurant Ø
Restaurant Ø ligger på Rømøs sydkyst med en fantastisk panoramaudsigt over den udsøgte golfbane. Leder du efter kulinariske oplevelser, så er bl.a. deres 4 retters gourmetmenu eller deres veltillavede og velsmagende retter på buffet du skal sætte tænderne i.
Holder I ferie på Rømø og søger en lækker søndagsbrunch, med alt hvad hjertet begærer, så skal du ikke tøve med at bestille bord hos Restaurant Ø.
Adresse
Vestergade 31
6792 Rømø
Café Retro
Café Retro er måske den hyggeligste café på Rømø, der med sin indretning fra 60-90´erne tager dig med på en tur gennem Memory Lane, hvor musik og fastfood stod på menuen.
Adresse
Lakolk Butikscenter 4
6792 Rømø
Restaurant Staffeli
Restaurant Staffeli ligger blot en lille køretur fra ferieøen Rømø. Den hyggelige familierestaurant har noget til enhver smag, hvilket også kan ses på deres menukort.
Nyd en dejlig middag samtidig med du iagttager den skønne udsigt over området.
Adresse
Storegade 46-48
6780 Skærbæk
Ballum Slusekro
Er du på udkig efter en restaurant, hvor du kan nyde en god, gammeldags ret, så skal I kigge nærmere på Ballum Slusekros menukort. Her finder du udelukkende retter, der er inspireret fra gammel tid, og tilberedt med samme kærlighed som altid.
Ballum Slusekro ligger kun en lille køretur på cirka 20 minutter fra dit sommerhus på Rømø – en køretur der tager dig gennem det naturrige landskab.
Adresse
Ballum Sluse 1
6261 Bredebro
Feriecenterets Restaurant
Nær dit sommerhus i Arrild finder du Feriecenterets Restaurant. Her kan du få alt hvad hjertet begærer både til voksne og børn. Man kan derfor sige, at restauranten er en vaskeægte familierestaurant, hvor der også er tænkt på de yngre familiemedlemmer. Lige ved siden af restauranten finder I nemlig en spændende legeplads, der er til fri afbenyttelse.
Adresse
Arrild Ferieby 15
6520 Toftlund