Besøg Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

Fiskeri- og Søfartsmuseet i den jyske havneby Esbjerg er uden tvivl en af vestkystens mest populære turistattraktioner. Her kan du blive meget klogere på søfartens historie såvel som samtidens skibsfart og offshore-industri gennem en række forskellige udstillinger.

Hvis du planlægger et besøg til Fiskeri- og Søfartsmuseet, skal du være opmærksom på, at museet løbende ændrer sine udstillinger. Er du interesseret i, hvilke udstillinger du kan opleve under dit besøg? Så anbefaler vi, at du tjekker museets hjemmeside inden dit besøg. 

Se sælerne helt tæt på

Nogle af museets største highlights er de mange indendørs saltvandsakvarier og det store sælbassin udenfor, hvor du kan se sælerne helt tæt på både over og under vandet.

Sæler Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

På Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg kan du betragte sælerne over og under vandet

I museets udendørsområde finder du desuden et friluftsmusem med gamle fiskerhytter, et lille havnelandskab med skibsværft, en historisk redningsstation, en smed og flere forskellige udstillingsstykker og fiskeriredskaber.

Friluftsmuseum med et lille havneområde

Friluftsmuseum med et lille havneområde

Bunkere fra Anden Verdenskrig

Udendørs ligger der også en forhenværende bunker fra Anden Verdenskrig af typen R622, som er en lille udstilling i sig selv. Her kan du lære mere om Atlantvolden i Danmark og tiden fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945, da Danmark var besat af tyskerne.

Børnevenligt oplevelsesmuseum

Der er gratis entré til det børnevenlige museum for alle under 18. De yngste museumsgæster kan altså helt gratis udforske akvarierne med spændende fisk, vandplanter, muslinger, krebse og vandmænd – og i klappebassinet kan de endda forsigtigt få lov til at røre ved en ægte haj.

Ud over de mange indendørs oplevelser for de yngste museumsgæster, er der også rig underholdning i udeområdet, hvor der er en stor legeplads med rutsjebane, trampoliner og klatreudstyr.

Rørebassin med hajer - Fiskeri og Søfartsmuseet Esbjerg

I klappebassinet kan du endda forsigtigt røre ved en ægte haj

Mad og drikke

Efter de mange spændende indtryk på museet er man med god sandsynlighed blevet lidt sulten. I så fald kan man besøge restauranten ”MS Smag”, som ligger inde på museet. Her finder du også mange lækre snacks, som du kan nyde sammen med den fantastiske udsigt ud over vandet og hele vejen til Fanø.

Priser og åbningstider på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

  • Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har åbent hele året rundt – med enkelte undtagelser såsom til jul og nytår.
  • Entréen for voksne koster cirka 150 kroner (i 2022). Børn under 18 år kommer gratis ind.

Parkering

Lige ved siden af museet ligger 100 gratis parkeringspladser og 6 ladestationer til elbiler (hos museet kan du finde mere information om priser/udbyder).

Hunde

Hunde er tilladt og må gerne komme med på museet. De skal dog være i snor og må kun være i museets friluftsområde udenfor. Udenfor er der også en lille ”hundeparkeringsplads”, hvor hunden kan vente, mens I går på opdagelse indenfor. Vigtigt: Hunde må ikke tages med i udeområdet hos sælerne (på den anden side af museet).

Fiskeri- og Søfartsmuseet

Besøg det børnevenlige Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg. Et spændende museum og akvarium, hvor du kan se Nordsøens fisk og sæler helt tæt på og lære en masse om fiskeri- og søfartsindustrien.

Børn under 18 år har sågar gratis entré.

Adresse
Tarphagevej 2
6710 Esbjerg

Hjemmeside
fimus.dk

Fiskeri- og Søfartsmuseet

Mød forfatteren - Oliver

Jeg kommer oprindeligt fra Nordtyskland, men flyttede for en del år siden her til vores skønne ferieområde på Vestkysten. Min fritid tilbringer jeg allerhelst sammen med min familie ved vandet, hvor vi nyder at gå lange ture i den friske vesterhavsluft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...