Skrevet af Mette | Senest opdateret 22. juli 2022 |
4 kommentarer

Skrevet af Mette | Senest opdateret 22. juli 2022 |
4 kommentarer
Hvad kan man lave i et sommerhus - 17 indendørsaktiviteter, alene og med familien
Ferie i sommerhus er lig med tid til nærvær. Det er tid til nogle af de ting, du ville ønske, du havde overskud til at lave derhjemme. Uanset, om du ferierer alene, sammen med din partner eller hele familien, så er der masser af hyggelige aktiviteter at lave, når I opholder jer i sommerhuset.
Hvad kan man lave i et sommerhus? Find kreative forslag for både børn voksne på denne liste:
1. De gode, gamle brætspil…
Du husker sikkert alle klassikerne fra din barndom; Ludo, Kinaskak, Rommy, Dam og alle de andre. Hvorfor ikke benytte friheden og tiden i sommerhuset til at få opfrisket de gamle kendinge? Er I på ferie med børn, vil de uden tvivl elske nærværet og hyggen, som breder omkring et godt brætspil.
2. Gør madlavningen hyggelig
At stå for aftensmaden behøver ikke være en sur pligt. Find ud af, hvad du allerhelst vil lave. Måske en lækker simre-ret, som ellers tager for lang tid at kokkerere i en presset hverdag? Inddrag ungerne, og de vil mærke glæden ved selv at være med til at fremstille det, de spiser.
Er I alene af sted på en skøn kærlighedsferie, kan det at lave mad sammen være et ekstra hyggeligt krydderi på de romantiske aftener i sommerhuset.
Find inspiration til børnevenlig aftensmad lige her.
3. Film-marathon? Sæt i gang!
Slapper du af med en god film? Så er det helt oplagt at medbringe dine yndlingsfilm på ferien i sommerhuset. Tænd stearinlysene, lav en skål popcorn og nyd ferie-roen, mens filmene kører på skærmen. Hvis ungerne er med i sommerhuset, kan I lave en hel filmdag dedikeret til valgfri film.
Ungerne vælger film om dagen, og når de er puttet om aftenen, er det de voksnes tur!
I tvivl om, hvad I skal se? Tjek denne liste med de bedst ratede film blandt brugerne på den populære film-database, IMDB.
4. Tid til fordybelse i læsestof
Kender du følelsen af total afslapning, når du ligger på sofaen med en bog eller et magasin i hånden? Tit er hverdagen så fyldt med arbejde, praktiske opgaver og aktiviteter, at det at tage sig tid til at læse i ro og mag kommer nederst på prioritetslisten.
Men i sommerhuset er der netop tid og rum til, at du kan prioritere dig selv. Køb en stak af dine yndlingsblade, og mærk roen indfinde sig. Eller hvad med en af de bøger, du ellers ville ønske, du havde tid til at få læst?
5. Træn hjernen – og hyg jer med det!
Klassikeren over dem alle: Krydsord. Sublim hjernegymnastik for både store og små! Dediker eftermiddagen til Kryds&Tværs, og vær sammen om at finde løsningerne.
I de fleste Kryds&Tværs-blade findes adskillige udgaver til børn, så der er rig mulighed for, at ungerne også kan være med. Er I mere til tal, er det japanske, Sudoku, en oplagt aktivitet.
Lader løsningerne vente på sig, kan I benytte jer af denne online Kryds&Tværs-ordbog.
6. Dekorer sommerhuset med smukke, pressede blomster
De fleste har prøvet det som barn: At lægge blade og blomster mellem siderne på tunge bøger for at presse dem flade og dekorative. Faktisk er denne aktivitet god til både børn og voksne.
Ungerne kan lave kreativ børnekunst, med hvad I lige finder uden for døren af nedfaldne blade og flotte blomster, og du kan selv skabe de perfekte billeder til sommerhuset (eller huset derhjemme hvis du lejer sommerhuset) ved at lime de pressede blomster på lærreder. Kun fantasien sætter grænser.
Find gode råd og tips til at få de bedste resultater her.
7. Modellervoks – på en ny måde
Modellervoks er en kendt og elsket aktivitet i de fleste børnefamilier. Men vidste du, at oplevelsen kan udvides en tand? Brug en eftermiddag i køkkenet på at lave modellervoks fra bunden.
På den måde kan ungerne inddrages fra starten, og I ender ud med modellervoks, som er helt naturligt produceret – uden giftige stoffer. Farv det med frugtfarve i alverdens farver, og gå i gang med formningen!
Find opskriften på hjemmelavet modellervoks her.
8. Genoplev en klassiker
I familie med den hjemmelavede modellervoks er klassikeren, Trylledej. Udelukkende via mel, salt, olie og vand kan dejen laves, og derefter er det op til jer, hvordan den formes. Bag derefter jeres kreationer, og mal dem i de ønskede farver.
Vandfarver kan bruges, men det bedste er akryl- eller hobbymaling.
Opskrift kan findes her.
9. Kagebagning og dekoration
Bagning og dekoration af kager indbyder til ro og kreativitet. Gå i gang på egen hånd med fondant og lækkert pynt, eller gør det til en børnevenlig, fælles aktivitet med ungerne – f.eks. med dekoration af små muffins.
Vil du gøre dine muffins endnu mere festlige, kan du lave dem i forskellige farver ved at udvælge små portioner af dejen, som iblandes hver sin frugtfarve.
Få gode råd til at håndtere fondant og pynt på petitfour.dk.
10. Find din indre gamer
Tag din bedste spillekonsol med på ferien, og udnyt tiden i sommerhuset til at spille alle dine favoritspil. Har I flere controllers, kan I tage en dag, hvor hele familien spiller mod hinanden, og har I medbragt flere typer konsoller, kan I skiftes til at game på dem.
Lad dysten begynde!
11. Tag en serie-maraton
Har du nogensinde taget dig tid til at se en series afsnit lige efter hinanden? Giv dig selv en fuldendt oplevelse med en serie-maraton, hvor hvert afsnit nydes uden unødvendige ophold eller pauser mellem dem.
I tvivl om, hvad du skal se?
På DR Bonanza kan du helt gratis genopleve alle de gamle kendinge.
Få inspiration på IMDB’s liste med de bedst ratede TV-serier.
12. Meditation & Mindfulness
Ferie i sommerhus giver dig ro fra hverdagens stress og jag. Hvorfor ikke dyrke det? Lad en dag være dedikeret til komplet afslapning uden overflødige stimuli, hvor hjernen kan koble helt fra.
Hvis du endnu ikke kender til meditation og konceptet bag mindfulness, kan du finde yderligere information, og gode råd til hvordan du kommer i gang, lige her.
13. Mandalas – malebøgerne for voksne
Mandalas er med sin meditative karakter blevet en populær form for afstresning hos mange. De flotte, snørklede mønstre, som kræver både tid og præcision at farvelægge, virker som ren meditation på den, som dedikerer tiden til det.
Der er mulighed for at printe dine Mandalas via denne side, som rummer et hav af forskellige mønstre til farvelægning. Se mere på colormandala.com.
14. Kvalitetstid med fingermaling
Har I børn med i sommerhuset, er fingermaling en oplagt aktivitet, hvor alle kan være med. Lige fra de helt små til de større børn.
Dæk bordet til med aviser, giv ungerne forklæder på og lad dem slå sig løs med fantasifulde motiver.
15. Saft, marmelade og andet godt
Tiden i sommerhuset kan du med fordel bruge på noget, du kan få glæde af, selv efter ferien er slut. Syltning og produktion af marmelade og saft er hyggelige, men tidskrævende ting, som er oplagte at lave, når der er ro til det – som f.eks. på ferien i sommerhuset.
16. En dag på børnenes præmisser
Lad ungerne bestemme dagsordenen med en dag i børnehøjde. Film, spil, tegning, kartoffeltryk – eller måske kastanjedyr? Smid de voksne og fornuftige hæmninger, og nyd en dag på børnenes plan.
17. En dag på din partners præmisser
Forkæl din partner med retten til at bestemme helt og holdent over en dag på ferien i sommerhuset. Hvilket mad skal der spises? Hvilke film skal ses? Hvilke aktiviteter skal dagen i det hele taget indeholde? Valget er ude af dine hænder!

Ude efter mere inspiration?
Hvad kan man lave i et sommerhus? Som listen viser, er der utallige muligheder! Men har du lyst til at få endnu flere idéer til aktiviteter tilpasset lige præcis dine ferie-form, kan du finde yderligere information på disse ESMARK sider:
FAQ

Mød forfatteren – Mette Møller
Jeg afsluttede i 2009 min bachelor i kommunikation, engelsk og tysk ved HandelsHøjskolen i Herning og arbejdede efterfølgende to år hos arbejdstøjsproducenten Mascot International i Silkeborg i den interne salgsafdeling, hvor jeg sideløbende med jobbet påbegyndte en HD i Marketing Management, som jeg afsluttede i 2014. Da jeg mødte min mand, flyttede jeg imidlertid hjem til min fødeby Hvide Sande, hvor vi bor tæt på Ringkøbing Fjord sammen med vores berner sennen hund. Jeg startede hos Esmark i februar 2012. Jeg sætter stor pris på, at jobbet hos Esmark byder på så mange forskelligartede udviklingsopgaver. Her keder man sig aldrig og det er fedt! I min fritid er jeg glad for at løbe og læser også gerne en god krimi i ny og næ.
Skriv et svar
Din e - mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *
Kommentarer
Fredrik siger:12. februar 2025 kl. 19:45
Krydsord er en fantastisk måde at træne hjernen og have det sjovt på! Uanset om du er nybegynder eller erfaren, kan du finde hjælp til at løse selv de sværeste krydsord. Brug <a href="https://krydsordspil.dk">Krydsordspil.dk</a> til at finde ordlister, guides og tips til dine krydsordsudfordringer.
Nicolai siger:24. december 2023 kl. 20:01
Aprropos punkt nummer 5, kan man også løse krydsord på nettet - på denne side: https://krydsord.dk. Med venlig hilsen Nicolai
lisbeth pedersen siger:04. februar 2021 kl. 19:06
Esmark gør det godt, - vi er både husejer - og huslejer.
Mette Palsgaard Rasmussen siger:02. juni 2020 kl. 18:24
Kunne godt tænke mig at få inspiration til hvor teenager (15-17 årige) kan mødes med andre teenager, når man er i sommerhus.
Mette siger:03. juni 2020 kl. 11:19
Hej Mette Tak for din kommentar :) Jeg kan se, at vi får fornøjelsen af at byde jer velkommen i Søndervig og så vil jeg mene, at Beach Bowl vil være et oplagt sted. Foruden bowling byder Beach Bowl nemlig også på en række sjove spil samt mulighed for en tur på segway, så her er der nok gode muligheder for at møde andre unge mennesker med trang til aktivitet. Og hvis ellers vejret er med os igennem sommeren, så er der i hjertet af Søndervig en sandplads, som ofte bruges som mødested og samlingspunkt. Skal I et smut forbi Hvide Sande i løbet af ferien er det oplagt at lade de unge mennesker prøve kræfter med vandsporten, fx stand up paddling, wind surfing eller kitesurfing hos Westwind, enten ved Ringkøbing Fjord eller ved Surf Café på havnen. Bedste hilsner og rigtig god sommer!