I det hyggelige ferieområde Haurvig mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord finder du Abelines Gård, som er et museum, hvor du kan få et indblik i, hvordan man levede på klitten i gamle dage.
Det er et spændende museum at besøge for både børn og voksne. Abelines Gård er en gammel strandfogedgård, hvor man blandt andet tog sig af de søfolk, der strandede, når et skib kæntrede ud for kysten.
Den gamle redningsstation står derfor også tæt på Abelines Gård i Haurvig. Abeline, som gården er opnævnt efter, boede på gården fra 1890 til sin død i 1957. Gården kan i dag opleves, som den så ud, da Abeline boede på gården.
Stuerne er lavloftede med alkover i væggene. De blev oprindeligt benyttet af strandede søfolk, men med tiden blev det oftere feriegæster, som overnattede i disse. Der er også en gammel telefoncentral på gården. Den blev installeret helt tilbage i 1895, og det var Abeline, som havde til opgave at passe telefonen.

Børn og barnlige sjæle kan prøve kræfter med en lang række spil og lege fra gamle dage, når du besøger gården. Du kan fx prøve at gå på stylter eller forskellige boldspil. Der er også mulighed for at tage på skattejagt. Der er både en let skattejagt for de mindste børn og en noget sværere skattejagt for de store børn.
Der er også en lille café på museet, som er indrettet i de gamle stuer, hvor der kan nydes et stykke kage og en varm kop kaffe. Du skal besøge Abelines Gård, hvis du vil være klogere på, hvordan man levede på vestkysten, da mormor – eller oldemor – var barn.
Abelines Gård ligger i naturskønne omgivelser på den smalle landtange Holmsland Klit, cirka ti minutters kørsel syd for Hvide Sande. Abelines Gård blev opført i perioden 1854 til 1871.
Abelines Gaard
Adresse
Abelines Gaard
Sønder Klitvej 87
6960 Hvide Sande
