Naturkraft – bliv klogere på naturens kræfter

I udkanten af den gamle købstad Ringkøbing ligger oplevelsesarenaen Naturkraft.

Her kan du blive klogere på naturens kræfter og komme på ekspedition i en arena fuld af oplevelser med fokus på natur, klima og bæredygtighed.

Arenaen er meget familievenlig med masser af oplevelser for både store og små.

Det kan du opleve udenfor i Naturkraft

Et besøg i Naturkraft foregår på den måde, at du får en ekspedition, når du ankommer til arenaen. Med udgangspunkt i denne ekspedition kan du tage på oplevelse, lade dig inspirere og blive klogere på naturens kræfter.

Naturkraft byder på en række forskellige oplevelser. Du kan blandt andet opleve en rigtig Vesterhavsstorm i Naturkrafts vindmaskine, hvor du kan blive ’blæst bagover’ og få mulighed for at mærke forskellen på vind af kulingstyrke og en decideret storm.

Naturkraft har en vindtunnel, hvor du kan opleve en rigtig vesterhavsstorm

Vindmaskinen er en af en række udendørsaktiviteter, som også tæller en svævebane, rutsjebaner og en kælkebakke.

Du kan også gå en tur på den store vold rundt om arenaen, hvorfra du har en skøn udsigt. På klare dage kan du se til Hvide Sande, som ligger på den modsatte side af Ringkøbing Fjord.

Det kan du opleve indenfor i Naturkraft

Der er også en række indendørsaktiviteter i Naturkraft.

Når du kommer ind i hovedbygningen, vil du som det første se tre store kupler, som indeholder hver deres udstilling. I den første af kuplerne kan du blive klogere på årets gang og naturens sammenhænge. I den næste kuppel kan du spille et interaktivt spil, som viser, hvordan mennesker påvirker klimaet. I den tredje kuppel vil der være skiftende særudstillinger.

Inde i hovedbygningen er der også udstillinger om, hvordan naturens kræfter udspiller sig i Vestjylland, og når du tager trappen fra stueplan til første sal, kommer du gennem ’Vesterhavsbølgen’, hvor du får en fornemmelse af, hvordan det er at være inde i en stor bølge.

Foruden kuplerne og udstillingerne er der en butik og en café inde i hovedbygningen. I butikken kan der købes bøger og legetøj, som også tager udgangspunkt i natur, klima og bæredygtighed. Maden i caféen er som udgangspunkt vegetarisk for at sætte fokus på, hvordan vores madforbrug påvirker klimaet. Der er dog også mulighed for at få en kødret, hvis man beder om det.

Klimaekspert om Naturkraft

Den kendte klimaekspert og tidligere vejrvært på Danmarks Radio, Jesper Theilgaard, er ambassadør for Naturkraft, og han finder det helt naturligt, at man har valgt at opføre Naturkraft netop i Vestjylland.

Jesper Theilgaard forklarer om projektet og placeringen på vestkysten:

”Det er ved vestkysten, at vejret kommer ind fra Nordsøen, og der er ingen barrierer, som holder igen for vejret, så her oplever man virkelig naturens kræfter i al dens magt og vælde. Det er i Vestjylland, man oplever det danske vejr, når det er mest barsk. Derfor er det det helt rigtige sted at sætte fokus på, hvordan naturen arbejder og på, hvor vigtigt det er at passe på naturen.”

Baggrunden for Naturkraft

Naturkraft er et projekt, som samlet set har kostet 300 millioner kroner. Det er blevet til med økonomisk støtte fra Realdania, Ringkøbing-Skjern Kommune samt en række fonde og virksomheder.

Formålet har været at skabe en arena, hvor både børn og voksne kan blive klogere på naturen og naturens kræfter.

Naturkraft råder over et samlet areal på 45 hektar, og selve arenaen er 5 hektar stor.

Naturkraft er en oplevelsesarena i Ringkøbing

Det koster 160 kroner for voksne og børn over to år at besøge Naturkraft ved onlinebestilling af billetterne. Der kan købes månedskort for 250 kroner og årskort for 350 kroner.

Det er gratis at færdes på arealerne uden for arenaen, hvor Naturkraft blandt andet har en stor vindmøllevinge udstillet.

chevron-down

Hvad er Naturkraft?

Naturkraft er en stor seværdighed i Vestjylland med fokus på naturens kræfter. Naturkraft blev indviet den 12. juni 2020, hvor kronprinsesse Mary var til stede for at indvie arenaen. Det er aktiviteter både inde og ude og for både børn og voksne.

chevron-down

Hvad kan jeg opleve i Naturkraft?

Du kan opleve mange forskellige ting i Naturkraft, og oplevelserne varierer alt efter vejret. Der er formidlere ansat, som hjælper med at give dig en god oplevelse, så du kan få mest muligt ud af dit besøg i Naturkraft og få mest mulig viden om naturens kræfter.

chevron-down

Er Naturkraft en forlystelsespark?

Nej. Naturkraft er en oplevelsesarena, hvor du gennem oplevelser og leg kan blive klogere på natur, klima og bæredygtighed.

chevron-down

Hvor ligger Naturkraft?

Naturkraft ligger i udkanten af Ringkøbing, som er en gammel købstad på den nordøstlige side af Ringkøbing Fjord. Adressen er Naturparken 10, 6950 Ringkøbing.

chevron-down

Hvilke sommerhusområder ligger tæt på Naturkraft?

De nærmeste sommerhusområder er Lodbjerg Hede og Søndervig, som ligger cirka ti kilometer fra Naturkraft.

Hos Esmark har vi over 500 sommerhuse i de to områder, så der er rig mulighed for at kombinere et besøg hos Naturkraft med en tur i sommerhus ved Vesterhavet.

Kategorier Aktiviteter

Mød forfatteren - Svend

Jeg er opvokset i Hvide Sande og bor i dag i en lille landsby, nord for Ringkøbing. Jeg er ud af en familie, som har på boet på tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord gennem mange generationer. Jeg interesserer mig for historie, sport og samfundsforhold, og jeg har en hund, der hedder Albert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Cvr: 26257409

SitemapPersondata- og cookiepolitik
Søger...