Tag på vandretur i Husby Klitplantage

Kunne du godt tænke dig at udforske Husby Klitplantage og den varierede og kuperede natur? Så har du en gylden mulighed! Du kan nemlig, på din sommerhusferie ved Vesterhavet, følge den 15 kilometer afmærkede “blå rute”, der for næsten hvert skridt du tager skifter karakter. 

Du vil på din vandretur hurtigt opdage, hvordan plantagen ændrer sig i takt med, at du kommer længere på turen. Det ene øjeblik kan du kigge op i trækronerne i Danmarks vestligste Bøgelund, og det næste øjeblik står du på Danmarks yderste kant med fødderne i Vesterhavet.

Vandrerute i Husby Klitplantage

Ruten i Husby Klitplantage har sit start- og slutpunkt ved den lille fjordhavn Helmklink Havn ved Nissum Fjord, hvor du herfra kan følge de blå skilte med hvide pile. Ruten tager dig med i den sydvestlige retning gennem skoven og til skovlegepladsen ved Spidsbjerg. Her finder du alverdens legeredskaber, der både kan være udfordrende for både børn og voksne.

Fortsætter du i samme retning, kommer du inden længe til Spidsbjerg Strand. Tager du turen op gennem klitterne går du gennem skyttegrave fra Anden Verdenskrig og passer en bunker på toppen af klitten. Hvis du følger ruten i den sydlige retning, bliver du ført forbi en vandreklit og bestiger en høj sandskrænt med en fordybning på den anden side.

Vandrerute ved Spidsbjerg Skovlegeplads

Skift din kurs mod øst og fortsæt af ruten til højen “Marens Maw” – jysk for Marens Mave. Man siger at klitten fik sit navn efter en skovarbejder, der i en pause sag og betragtede højen og udbrød: “Det ligner Marens Maw!”, idet hun gik derhjemme og var højgravid.

Du kan fra “Marens Maw” nyde panoramaudsigten til Vesterhavet og Nissum Fjord. Når du har nydt udsigten og gerne vil videre på ruten kan du følge ruten sydpå af Raketvejen indtil du rammer Græm Strand. Herfra kan du lave en afstikker til Græm Klint, og er vejret lunt og lækkert, kan tage en dukkert i Skavemosen – også kaldet Badesøen af de lokale.

Vandrerute i Husby Klitplantage

Videre på turen går du gennem genopbyggede klithedelandskaber, hvor du har udsigt til endnu en vandreklit. Et par kilometer inden du igen rammer Helmklink Havn, kan du lave endnu en afstikker til Fjand Gårdbutik, og få fingre i mange lækre delikatesser til frokostbordet.

Det sidste stykke af ruten fører dig igen til Helmklink Havn. Ovenpå sådan en frisk gåtur er det nærliggende at slappe lidt af og nyde udsigten over fjorden, mens børnene får brugt deres sidste energi på havnens legeplads med 10 forskellige legeredskaber.

vandrerute-husby-klitplantage

Følg den blå rute på korten ovenfor og nyd en dejlig vandretur i Husby Klitplantage. Find linket til vandreruten her. 

Mød forfatteren - Kathrine

Jeg er vokset op på den jyske vestkyst i den lille fiskerby Hvide Sande og har boet her siden jeg var barn – dog havde jeg to års afstikker i Århus i forbindelse med uddannelse. I 2021 vendte jeg hjem til Hvide Sande, og har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Jeg elsker naturen, omgivelserne og roen, når jeg går gode, lange gåture ved Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Og så sætter jeg stor pris på at tilbringe tid med familie og venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...