Find Rav langs Vesterhavet
Det er ikke let at finde rav, men når du første gang under en vandretur langs Vesterhavet har fundet et stykket af havets smukke guld, vil du for altid være på jagt efter nye fund.
Hvad er rav?
Rav er forstenet harpiks, der har ligget i havet mellem 30-50 millioner år. Harpiksen kommer fra fyrretræer som f.eks. Guldlærk (Pseudolarix amabilis). Rav findes i alle mulige farver – fra helt hvidt til helt sort. Mest almindeligt er dog de lyse og gyldne farver.
Helt siden oldtiden har mennesket anvendt rav og ravsmykker som betalingsmiddel, og siden dengang har ravet haft en rolle som vidundermiddel mod alskens dårligdomme. Derfor findes også utallige mundheld og historier om ravet – en af historierne fortæller, hvordan rav blev til: Da frugtbarhedsgudinden Frejas mand forsvandt, græd hun bitre tårer. De tårer, der landede på jorden, blev til guld, mens de tårer, der landede i havet, blev til rav.
Hvordan og hvornår finder jeg rav?
Er du på jagt efter rav, skal du holde øje med det såkaldte ravtøj. Det er en samling af små pinde og tang ikke så langt fra vandkanten. Der er ofte måger i nærheden ravtøj, da det er et typisk sted for føde. De optimale betingelser for at finde er rav, finder du 1-2 dage efter en storm, når der er fralandsvind. Ved fralandsvind transporteres det lette rav via understrømmen ind til stranden.
Er det nu også rav?
Klik fundet mod tænderne. Er lyden hul og blød, er der sandsynligvis tale om rav. Rav er lettere end sten, mat og varmere at røre ved.
Er du stadigvæk i tvivl, kan du opløse 160 g salt i 1 liter vand og lægge fundet ned i opløsningen. Flyder det ovenpå, er det helt sikkert rav!
Find sommerhus