Esmarks
„We Love“ – Rapport 2021

Fremskridt og resultater

Siden vi sidst i 2020 fastlagde vores strategi, har vi allerede implementeret en del løsninger og endnu flere er under udvikling.

I overensstemmelse med strategien er vi begyndt med at kigge på de områder, hvor vi i Esmark relativt hurtigt kan skabe resultater på egen hånd. Samtidig har vi sammen med f.eks. brancheforeningen og offentlige og private aktører sat gang i initiativer, som kommer til at give resultat på længere sigt, som f.eks. affaldssortering, nye aftaler om grøn strøm, udvikling af standarder mm.

Esmarks bæredygtighedsambasadør korps

Vi har i 2021 etableret et bæredygtighedsambassadørkorps på tværs af Esmark-organisationen.

Ambassadørernes rolle er at komme med forslag til, hvordan vi kan komme endnu længere med vores bæredygtige tiltag. Det er også gruppens ansvar at samle op på bæredygtighedsforslag fra alle medarbejdere og gruppen indstiller forslag til forbedringer i bæredygtighedsarbejdet til direktionen.
Vi fortæller på de næste sider om vores målsætninger, handlinger og resultater inden for hver af de fem verdensmål, vi har udvalgt som mest relevante for Esmarks arbejde.

Verdensmål nummer 7:

Bæredygtig Energi

Hovedparten af Esmarks energiforbrug stammer fra opvarmning og elektricitet i vores lokale servicekontorer, samt kørsel i virksomhedens biler.

Målsætning

  • At Esmarks forbrug af energi kommer fra vedvarende energikilder
  • At reducere Esmarks miljøpåvirkning som virksomhed
  • Udbredelse af ladeinfrastruktur til elbiler i vores område

Handlinger og resultater

Esmark har i 2021 indgået aftale om udelukkende at bruge grøn energi i vores elforbrug på vores syv lokalkontorer. Esmark bruger i alt 328.939 kWh om året fordelt på 328.939,40 grøn strøm som er mix af vind, sol og biomasse. Administrationen sidder i lejede lokaler på i Hvide Sande
hvor strømmen ikke er grøn. Dvs. at 9.241,40 kWh af den strøm som Esmark forbruger ikke er grøn.

Strømmen leveres af

RAH: Administrationen i Hvide Sande
Jysk Energi: Søndervig, Bjerregård, Houstrup, Henne, Vejers, Blåvand Naturenergi: Fanø

Vores øvrige energiforsyning er siden 1. maj 2021 baseret på bionaturgas, som vi har sikret os, er certificeret CO2-neutral. Denne energiforsyning bliver kun anvendt på lokalkontoret i Søndervig.

Årsagen til naturgas forbruget er steget, er en markant tilvækst i hus- antallet og vi vil nu undersøge mulighederne for at installere en ’luft til vand’ pumpe som primær varmekilde.

Esmarks forbrug for 2021

Alle beregninger er foretaget i Klimakompasset, som bygger på GHG (GreenHouse Gas) protokollen, der anbefales af EU-kommissionen.

Kørsel i biler i Esmarks vognpark tegner sig for hoved- parten af den CO2, Esmark udleder i forbindelse med sin drift. I tillæg til ovenstående forbrug af diesel og benzin bidrager vores timelønnede personale med et direkte CO2-aftryk på ca. 48 tons.

For at reducere vores klimapåvirkning fra kørsel, introducerede vi i 2021 de første to el cykler i vores serviceteam, som supplement til biler og servicevogne. Vi er igang med en løbende udskiftning til elbiler samt implementering af elcykler.

Som en del af vores arbejde i fase to af vores strategi, hvor vi bl.a. vil arbejde med ophold og huses miljøprofil, har vi indledt forhandlinger med energiselskaber om tilbud om grøn strøm til husejere, der lejer deres huse ud gennem Esmark.

Verdensmål nummer 12:

Ansvarligt forbrug og produktion

Målsætning

  • At reducere Esmarks energiforbrug i egne bygninger
  • At reducere Esmarks CO2 udledning
  • At reducere Esmarks miljøpåvirkning
  • At reducere energiforbruget i sommerhusene
  • At reducere CO2 udledningen i sommerhusene F.eks. korrekt brug af brændeovn og pejs

Handlinger og resultater

Esmark fik den 17. jan. 2021 gennemført en energigennemgang af vores kontorer inklusive det, man kalder en 0-punktsmåling (foretaget af Harald Karlsen Rådgivning) af vores energiforbrug. Dette arbejde udgør grundlaget for vores energiledelse og løbende tilpasning af vores energiforbrug, og har konkret ført til, at vi:

  • Har indført en driftsmanual for affaldssortering, kørselsadfærd og temperaturstyring som benyttes af vores serviceteams
  • Udgiver vores markedsføringsmaterialer på miljøcertificerede materialer
  • Er begyndt at udskifte værktøj i vores ejerværksteder fra benzin til el-drevet værktøj
  • Har igangsat forbrugsbaseret afregning af vandforbrug i sommerhusene, som giver større bevidsthed om forbrug
  • Vejledning i forhold til muligheder indenfor el-billadere til sommerhuset
  • Anvender certificerede rengøringsmidler

Markedsføring med grønnere materialer

Vi har indgået en aftale med en lokal leverandør, der sikrer, at vores markedsføringsmateriale er trykt på papir som er enten fra FSC-certificeret skovbrug eller har anden miljøcertificering. Derudover har vi indgået aftaler om at kompensere for den resterende klimabelastning ved at bidrage økonomisk til den grønne omstilling svarende til Esmarks fremtidige forbrug af trykte materialer samt for CO2-aftrykket fra esmark.dk og esmark.de.

Miljømærket rengøring

Vi ved at rene feriehuse er afgørende for både feriegæster og husejeres tilfredshed, og vi gør meget ud af rengøringen af huse og dyner og puder. I løbet af 2021 er denne også blevet mere miljøvenlig, da vi har valgt Ecolab som underleverandør af rengøringsmiddel. Ecolabs produkter opfylder kriterierne for enten EU-Blomsten eller det nordiske Svanemærke, som begge stiller høje krav til indhold af miljøbelastende og sundhedsskadelige stoffer i produkterne, ressourceforbrug, emballage og bortskaffelsen heraf.

Aftalen med Ecolab betyder også, at vi i Esmark tilbyder vask af dyner og puder med de mindst miljøbelastende produkter indenfor området, med doseringsanlægget garanterer vi et minimalt forbrug af vaskemidler.

Verdensmål nummer 13:

Livet i havet

Målsætning

  • At reducere mængden af plast i havene

Handlinger og resultater

Indsatsen for at reducere mængden af havplast sker gennem tilbud til vores feriegæster. Siden 2021 har vi gennem et sponsorat, givet vores gæster mulighed for at komme gratis med på strandrensningsture med virksomheden OM:HU. På disse ture får deltagerne gennem naturoplevelser viden om plastaffalds betydning for havene, og har selv hjulpet med at give nyt og værdifuldt liv til plastaffald.

I 2021 havde OM:HU ca. 1.700 deltagere på deres oplevelsesture. Sammenlagt har OM:HU stået for indsamling af mere end 10 tons plastaffald fra strandene i vores område! Det sker i tillæg til de 1.000 tons marine affald, som Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO Danmark) anslår, at der i Vestjylland opsamles årligt.

Verdensmål nummer 15:

Livet på land

Målsætning

  • At øge affaldssorteringen på Esmark kontorerne
  • At øge affaldssorteringen i sommerhusene
  • At øge mængden af indsamlet skrald på strande og i naturen

Handlinger og resultater

Vi kan og skal blive bedre til at sortere vores affald. Med det formål har vi fornyet Esmarks aftale med renovationsfirmaet Marius Pedersen. Den nye aftale blev implementeret fra slutningen af 2021 og giver os endnu bedre mulighed for at sortere vores affald, inklusiv det affald vi efter aftale med husejerne tager os af for dem. Vi forventer, at vi allerede i 2022 vil kunne se resultaterne af vores fokus på at reducere vores CO2-aftryk gennem affald, bl.a. fordi vi med den nye aftale får adgang til flere nøgletal for vores affaldssortering, herunder hvordan affaldssortering påvirker vores CO2-aftryk, samt hvor stor en genanvendelsesprocent der er på vores affald.

Verdensmål nummer 17:

Partnerskaber for handling

Målsætning

  • At Esmark indgår i kommunale og private partnerskaber, hvor vores viden kan gøre en forskel
  • At understøtte den grønne dagsorden ved at sætte fokus på bæredygtighed
  • Dialog og vidensdeling med kommunen

Handlinger og resultater

I Esmark tror vi meget stærkt på, at den bedste måde at løse udfordringerne på er gennem en fælles indsats.

Esmark har i 2021 øget andelen af aktiviteter i vores sponsorpolitik, der sætter fokus på bæredygtige tiltag, til omkring otte procent herunder Skolernes affaldsindsamling, hvor Esmark gav 12.000 kr. til vinderklassen, og WestWind Challenge i Ringkøbing som er et 6-timers Endurance Challenge-løb med 25 elbiler, der konkurrerer på de vestjyske landeveje.
Vi indgår i tætte partnerskaber med Ringkøbing Skjern- og Varde kommune samt forsyningsselskaberne. Vi ønsker med disse partnerskaber at dele vores viden så kommunerne, forsyningsselskaber og renovationen kan tilbyde den mest miljøvenlige service og produkt til i vores gæster og husejere.

Vi har sat en langsigtet målsætning om at få en miljøcertificering af Esmark, og at kunne tilbyde vores gæster et CO2-neutralt feriehusophold. Definitionen af et CO2-neutralt feriehusophold kræver enighed i branchen, hvorfor vi søger at inspirere den øvrig branche og arbejder for at opnå enighed og fælles fodslag ift. arbejdet med bæredygtighed.



Om os

Esmark Feriehusudlejning er Danmarks fjerde største sommerhusudlejer med mere end 4400 sommerhuse langs den jyske vestkyst fra RømøFanø og Blåvand i syd, til Søndervig og Thorsminde i nord.

I flere år har Esmark levet og arbejdet ud fra mottoet ”We love people”. Fremover vil vi også sige ”We love nature”. Vi sætter nu både mennesker og miljøet i fokus, i måden vi driver og udvikler Esmark på. For os er det, det eneste rigtige at gøre, hvis vores natur med badestrande, klitlandskaber, fjorde og skove også skal kunne nydes af de næste generationer.

Bæredygtighedsambassadør korps

Picture of Chalotte Agerbo Knudsen

Chalotte Agerbo Knudsen

Jeg er født og opvokset i Hvide Sande. Jeg har den jyske vestkyst meget kær og nyder til dagligt synet af de smukke klitter og lyden fra Vesterhavet. Fritiden bruger jeg sammen med min familie og venner. Jeg finder energi ved at være i naturen. Jeg holder meget af at lave gammeldags mad, hjemmebag og kreative sysler. Udover kommunikation, branding og markedsføring interesserer jeg mig for bæredygtighed, den digitale udvikling samt kulturforståelse. Jeg er en positiv og udadvendt person – elsker humor og et godt grin.

Picture of Jens Højland

Jens Højland

Jeg er uddannet glarmester, men har siden 2003 arbejdet som servicetekniker i sommerhusbranchen, med en enkelt afbrydelse i en stilling som ejendomsmester i en større boligforening i Esbjerg i to år. Men jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne undvære sommerhusbranchen og da Esmark søgte en servicetekniker i Vejers og Blåvand, var jeg ikke i tvivl om at det var det helt rigtige for mig. Esmark har været min arbejdsplads siden marts 2019, hvor jeg servicerer vores husejere og gæster med hjælp til bl.a. tv, internet, pool-/spateknik og skal der skiftes en pære eller renses et afløb, er jeg også klar til at hjælpe. Privat bor jeg i Hjerting sammen med min kone og vi har 3 børn og et dejligt barnebarn. Min fritid bruger jeg på en masse Karate og vandreture i den flotte natur her på vestkysten.

Picture of René Svarre Jespersgaard

René Svarre Jespersgaard

Jeg er opvokset i det vestjyske, og bor i dag i Varde med min kæreste. Fritiden går med hus, kolonihave, veteranbil, rejser derudover bruger vi tid med familie og venner. Jeg har arbejdet i rejse- og servicebranchen siden 1997. Jeg har været ansat ved Esmark siden 01.03.2021.

Picture of Mogens Schack Andersen

Mogens Schack Andersen

Jeg blev ansat som servicetekniker hos Esmark 1. maj 2019. Jeg er udlært tømrer, men har arbejdet over 20 år inden for rejsebranchen og boet nogle år i Italien. De sidste 5 år op til min ansættelse hos Esmark arbejdede jeg som chauffør hos HTH Køkkener. Privat bor jeg i Lydum ved Nr. Nebel med min samlever og vores teenagedatter. Fritiden bruges gerne på rejser, jagt og andre naturoplevelser. Jeg holder også meget af hyggeligt samvær med gode venner.

Picture of Christin Ortelt Kirschneck

Christin Ortelt Kirschneck

Jeg er født og opvokset i Tyskland, og flyttede til Danmark i 2004. Efter jeg har læst i Odense, flyttede jeg i 2008 til vestkysten, hvor jeg nu bor sammen med min mand og vores datter. I min fritid har jeg altid trænet hund og nyder de lange gåture i vores smukke natur eller læser bøger. Jeg er uddannet indenfor økonomi og salg, hvilket jeg siden september 2020 kombinerer med det tyske sprog hos Esmark.

Picture of Camille A. Estel Eriksen

Camille A. Estel Eriksen

Jeg er født og opvokset i Tyskland, i den smukke by Dresden. Kærligheden trak mig til Danmark og jeg flyttede hertil i 1998. I mange år har jeg arbejdet som pædagog i en børnehave. I foråret 2023 startede jeg hos Esmark, hvor jeg er så heldig at være del af et fantastisk team af medarbejdere. Jeg nyder at kunne tale mit modersmål på arbejdspladsen. I min fritid opholder jeg mig meget i naturen og min egen have. Desuden elsker jeg yoga, kan lide at lytte til musik og podcasts. Jeg er også optaget af det spirituelle og arbejder med healing.

Picture of Thomas Christiansen

Thomas Christiansen

I november 2019 blev jeg en del af Esmark fællesskabet. Jeg er opvokset på Vestkysten, og har altid elsket naturen, stranden og havet. Jeg er gift med Marianne, og vi har sammen pigerne Emma og Laura. I fritiden kan jeg også godt li’ en tur på ’skov-cyklen’ (Mountainbike – men der er ikke så mange mountains i Danmark😊) – og ellers nyder jeg noget godt sport på tv eller ’live’. Gennem de seneste 10 år har jeg arbejdet med gæsteoplevelser, salg samt marketing indenfor turisme og service i forskellige firmaer både indenfor og udenfor feriehusbranchen. Jeg brænder for hele tiden at have fingeren på pulsen i forhold til hvad markedet, gæsten og husejeren forventer, så vi alle i Esmark kan skabe inspiration til alle, som overvejer at komme ud og opleve hvad et Esmark feriehus på den jyske vestkyst byder på af natur og oplevelser. Ferien er simpelthen noget af det vigtigste og dyrebareste vi mennesker har, og derfor er vi forpligtet til at give alle en så dejlig ferie og oplevelser som overhovedet muligt. Samtidig skal vi via tæt og positivt samarbejde med ejeren af feriehuset hele tiden optimere det enkelte feriehus til alles bedste. Det er da en fed og spændende udfordring at stå op til hver morgen.

Picture of Gert Nielsen

Gert Nielsen

Jeg er oprindeligt uddannet tømrer og arbejdet med dette fag i 39 år. Bl.a. som selvstændig tømrer i 14 år, hvor jeg byggede huse i Tyskland. I 2007 startede jeg hos Esmark som servicemand. Opgaverne her er meget forskellige, men min håndværker baggrund er bestemt en fordel i jobbet. Jeg bor i Hvide Sande og har 2 voksne børn. I min fritid motionerer jeg gerne, bl.a. på mountainbike i Blåbjerg Plantage. Derudover bruger jeg min fritid sammen med familie og gode venner.

Picture of Pia Nygaard

Pia Nygaard

Jeg er født og opvokset i Vojens. Efter endt læreruddannelse flyttede jeg til Stadil i Vestjylland. I dag bor jeg på en gård i Øster Lem ved Højmark sammen med min mand. Vores tre døtre er i gang med videregående uddannelser og bor i Aarhus. Min fritid bruger jeg på fitness, lange gåture med hunden og lidt golf.

Picture of Anne Römer

Anne Römer

Jeg er født og opvokset i det skønne Münsterland i Tyskland og mine forældre har lært mig kærligheden til Danmark og de andre skandinaviske lande. Efter nogle ferieophold i Blåvand, faldt jeg så meget for området at jeg sagte min stilling som pædagog op og flyttede fast heroppe. Nu bor jeg sammen med kæresten Peter, hund og kat i Blåvand og jeg elsker det. Jeg startede hos Esmark den 01.03.2021.

Bestil en gratis udlejningsvurdering Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...