Blåvand-område-vandrerute

Skrevet af Kathrine | Senest opdateret 29. august 2023 |
0 kommentarer

Vandrerute i Blåvand – længst mod vest

Vandreruten i Blåvand er udarbejdet af Merete Vigen Hansen, Kultur og naturformidling, der specialiserer sig i guidede vandreture og events langs vestkysten.

At køre til Blåvand er at køre gennem ”Eventyrets Land”, som degnen Thomas Lange (1829-87) så poetisk beskrev det vestjyske landskab ud mod Blåvandshuk. Og det er et eventyrets land at køre igennem den storslåede og vidtstrakte natur, indtil man når Blåvand. Det, der altid har defineret Blåvand, er, at det er det vestligste punkt i Danmark. Tidligere kunne sejlturen være farlig, fordi de søfarende skulle uden om Horns Rev, der strækker sig fra ”Hukket” mod vest.

I år 1900 blev Blåvandshuk Fyr indviet for at forbedre sikkerheden for søfolkene. Her var de første sommergæster allerede begyndt at få øje på Blåvand som ferieby og indlogerede sig på kroen. I årene efter skød de første ”badevillaer” op, og siden er byen blevet en af Danmarks mest populære feriebyer, med flotte sommerhuse, skønne badestrande og store naturområder at gå på opdagelse i.

Blavand-klitter-vandreruteBlavand-vandrerute-strand

Vandretur ved Blåvand

Vil du ud at vandre og opleve noget af det, der er det helt særlige ved Blåvand, så prøv denne tur på ca. 5 km.

Vandreturen starter ved p-pladsen for enden af Østre Hedevej (1). Gå op på klitrækken og nyd synet ud over Vesterhavet. I klart vejr kan du se vindmøllerne på Horns Rev. Mod nordvest kan du se Blåvandshuk Fyr, mod syd kystlinjen ned mod Skallingen.

Blavand-fyr-vandreruteBlavand-Hornsrev-vandrerute-1

Følg stranden mod syd, hvor du går forbi flere høfder (2), som fungerer som kystbeskyttelse, og som også giver roligt vand og områder med opskyl fra havet. Det er her, du skal holde øje, måske er du heldig at finde et stykke rav. Her ved Blåvandshuk er der gode chancer, især efter en god storm.

Udover høfderne bliver der sandfodret på denne strækning, da havet her konstant æder af kysten. Langs klitterne møder du flere af de planter, der vokser ved kysten, fx strandkål og strandsennep. Smag på strandsenneppen (3) som har en skarp, men fin sennepssmag. Den kan fint komme med hjem på salaten og pynte med de lilla blomster, eller give fisk en god smag i ovnen.

blavand-strand-vandreruteBlavand-klitter-vandrerute

300 meter efter sidste høfde drejer du ad stien op over klitrækken og følger markvejen ind over Grønningen til Havnegrøften (4), som afvander området til Ho Bugt. Et marsklandskab som jævnligt oversvømmes ved storm, når vandet presses ind i Ho Bugt. Når du kigger mod syd, ser du det flade landskab på Skallingen og enkelte klitområder, der stikker op.

I skovbrynet mod sydøst lå tidligere fiskerlejet Sønderside, som blev ødelagt ved stormfloden ’den anden store manddrukning’ i 1634. Historien om Sønderside kan man få mere at vide om på Tirpitz-Museet 1 km nord for, hvor du står nu.

Fortsæt og drej til venstre ad markvejen (Grønningen), du har nu det lave marsklandskab på din venstre side og til højre Boldbjerge med mægtige flyvesandsklitter. Det er et landskab, der fortæller historien om den tid, hvor sandet havde frit spil, vandrede langt ind i landet, og gjorde store områder ubeboelige, især her langs den Jyske Vestkyst.

Blavand-Tirpitz-vandreruteBlavand-vandrerute-hest

Drej af til højre og følg stien op på klittoppen (5). Herfra har du en fantastisk udsigt over havet og Blåvand. Vender du dig om, kan du se toppen af Tirpitz-bunkeren.

Gå tilbage og følg Grønningen videre mod vest. I de lave naturbeskyttede områder (6) går der græssende heste og kreaturer dele af året. Græsningen og områder med åbent vand bevirker, at der skabes nogle fine biotoper, så der ofte er et rigt fugleliv at iagttage. På modsatte side af vejen har du sommerhuse, og der hvor de hører op, kan du se Oksby Dige, der beskytter området inde bagved mod oversvømmelser.

I en efterårsstorm i 1981 gik havet igennem klitrækken og oversvømmede området udenfor Oksby Dige, hvor du går nu. Flere sommerhuse blev ødelagt og skyllede i havet. Heldigvis er det sjældent, at det går så galt. Følg nu Østre Hedevej tilbage mod stranden, du krydser igen Havnegrøften og er tilbage, hvor du startede turen ud.

blavand-vandrerute-kort

Følg den blå rute på korten ovenfor og nyd en dejlig vandretur i Blåvand.

Kathrine-Hoej-hjemmeside.jpg

Mød forfatteren – Kathrine Frydendahl Høj

Jeg er født og opvokset i Hvide Sande. Jeg har boet i byen de fleste år af mit liv – havde dog lige et par år, hvor jeg var bosat i Århus, mens jeg studerede markedsføringsøkonom på Erhvervsakademiet i Viby J. Jeg vendte hurtigt snuden mod vest, da studiet var overstået, og flyttede tilbage til dejlige Hvide Sande. Jeg var ikke helt færdig med at studere, så pendulfart til Herning, for at læse professionsbachelor i International Handel og Markedsføring, var det optimale – specielt når man stadig gerne ville bo ved Vesterhavet. Jeg afsluttede min professionsbachelor i januar 2023, og nu arbejder jeg hos Esmark og er en del af et skønt team med søde kollegaer. I min fritid elsker jeg at bruge tiden med min familie, kæreste og mine venner. Udover dette bliver min tid brugt i Hvide Sande Ungdomsklub, hvor jeg er klubmedarbejder i aftentimerne. Ellers er jeg at finde på håndboldbanen – typisk med en bold i hånden.

Skriv et svar

Din e - mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.

Krævede felter er markeret med *

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer lagt på denne blog.