Houstrup-Strand-Nordsee-Daenemark

Skrevet af Kathrine | Senest opdateret 29. august 2023 |
0 kommentarer

Vandrerute i Houstrup – naturskøn skov og plantage

Vandreruten i Houstrup er udarbejdet af Merete Vigen Hansen, Kultur og naturformidling, der specialiserer sig i guidede vandreture og events langs vestkysten.

Rigtig mange af de store sommerhusområder ved Vestkysten ligger helt kystnært ude i det åbne landskab. At ankomme til Houstrup er fornemmelsen af at køre gennem skov, og helt tilfældigt opdager man, at der ligger hundredvis af sommerhuse gemt derinde. Houstrup ligger i læ af plantagerne mod vest, og efterhånden er bevoksningen omkring husene vokset så meget til, at overgangen til plantagen er helt visket ud.

Det giver læ for den evige vestenvind og mulighed for vandreture gennem plantagen til Vesterhavet. Tidligere lå her landbrug op af plantagen, som blev udstykket til grunde til sommerhuse op gennem 1970’erne og 80’erne. Store områder er præget af den sandflugt, der tidligere lagde dele af egnen øde, og som var grunden til, at man fra 1880’erne plantede til med træer. Det er de plantager, der i dag strækker sig hele vejen til kysten.

Houstrup-vandrerute-feriehusområdeHoustrup-vandrerute-lønne

Vandretur ved Houstrup

Vil du ud at vandre og opleve noget af det, der er det helt særlige ved Houstrup, så prøv denne tur på ca. 6 km.

Start fra p-pladsen ved Lønne Kirke (1). Kirken er bygget i 1904, og den afløste den tidligere kirke, som lå lige syd for. Følg ruten, du kommer nu ind på den gamle kirkegård (2), hvor du stadig kan se enkelte gravsten og en markering af, hvor kirken lå i sin tid.

En lille fredet tidslomme med en helt særlig stemning. Gå videre langs landevejen. Her krydser du et jernbanetracé anlagt af den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig.

I dag er den nedlagt og bruges til skinnecykler på ruten Nr. Nebel-Nymindegab. Drej til højre ind i sommerhusområdet og følg ruten. Indimellem vil du helt glemme, at du går i et sommerhusområde, så tæt er bevoksningen nogle steder. Du krydser asfaltvejen, Guldvangen (3), opkaldt efter lærer Guldvang ved Lønne Skole fra 1921-46.

Han ejede et stykke jord, der indgik i sommerhusudstykningen. Sådan er der flere af vejnavnene, der fortæller historier om de mennesker, der boede her, inden feriefolket rykkede ind.

Houstrup-vandrerute-skinnecyklerHoustrup Skovområde

Fortsæt ad ridestien og drej til højre efter et par hundrede meter. Du er nu i Nyminde Plantage, som strækker sig helt til Vesterhavet. Hvor der er læ og sol, kan du i sommerhalvåret kigge efter krybdyr som firben, stålorm og hugorm.

Plantagerne og klithederne er deres levested, og hvis man er heldig, når man at få et glimt af dem, inden de forsvinder i lyngen. I sensommer og efterår er her mulighed for at finde flere gode spisesvampe som kantareller og Karl Johan.

Drej til højre igen og følg vejen mod nord. Snart går du på vestsiden af sommerhusområdet igen. Når du er forbi sommerhusene, begynder ruten at være mere fugtig. Det er et moseområde, du går i kanten af. Der vokser porse langs stien, den skarpe harpiksagtige duft slår dig i møde. Bladene og de små brune rakler kan bruges til en skøn snaps.

Houstrup-vandrerute-skovHoustrup-vandrerute-klitter

Du skal nu med en sti (4) til højre. Den er lidt tilgroet, men fører dig nu ind på nordsiden af det moseområde, der hedder Lønne Kirkeflod. Her er lidt uvejsomt og nogle gange vådt. Følg stien indtil du når jernbanetracéet. Du kan nu se søen, som er en del af fredningen Lønne Kirkeflod (5). Det er en lavvandet og næringsfattig sø, en såkaldt lobeliesø, en ret sjælden naturtype.

I perioder af året kan du høre traner inde i området med deres karakteristiske trompeteren. De er svære at få øje på, da de skjuler sig godt. Følg jernbanetracéet mod højre og nyd udsigten til Lønne Kirkeflod. Drej til venstre og følg stien ind i plantagen, indtil du når toppen af Gravensbjerg (6). Her, 20 meter over havet, har du en storslået udsigt ud over området. På toppen af klitten kan du også få en fornemmelse af, hvordan sandet tidligere har vandret ind over landskabet. Følg stien ned igen og gå det sidste stykke tilbage til Lønne Kirke. Tag en tur ind over kirkegården og du er tilbage ved start.

Houstrup-kort-vandrerute

Følg den blå rute på korten ovenfor og nyd en dejlig vandretur i Houstrup.

Kathrine-Hoej-hjemmeside.jpg

Mød forfatteren – Kathrine Frydendahl Høj

Jeg er født og opvokset i Hvide Sande. Jeg har boet i byen de fleste år af mit liv – havde dog lige et par år, hvor jeg var bosat i Århus, mens jeg studerede markedsføringsøkonom på Erhvervsakademiet i Viby J. Jeg vendte hurtigt snuden mod vest, da studiet var overstået, og flyttede tilbage til dejlige Hvide Sande. Jeg var ikke helt færdig med at studere, så pendulfart til Herning, for at læse professionsbachelor i International Handel og Markedsføring, var det optimale – specielt når man stadig gerne ville bo ved Vesterhavet. Jeg afsluttede min professionsbachelor i januar 2023, og nu arbejder jeg hos Esmark og er en del af et skønt team med søde kollegaer. I min fritid elsker jeg at bruge tiden med min familie, kæreste og mine venner. Udover dette bliver min tid brugt i Hvide Sande Ungdomsklub, hvor jeg er klubmedarbejder i aftentimerne. Ellers er jeg at finde på håndboldbanen – typisk med en bold i hånden.

Skriv et svar

Din e - mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.

Krævede felter er markeret med *

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer lagt på denne blog.