Skrevet af Kathrine | Senest opdateret 15. september 2023 |
0 kommentarer
Skrevet af Kathrine | Senest opdateret 15. september 2023 |
0 kommentarer
Vandrerute på Rømø – Vadehav og Vesterhav
Vandreruten på Rømø er udarbejdet af Merete Vigen Hansen, Kultur og naturformidling, der specialiserer sig i guidede vandreture og events langs vestkysten.
I dag er det ingen sag at komme til Rømø, og der er noget storladent over at køre ud over Vadehavet ad den 9 km lange Rømødæmning. Det er en tur, der giver feriefornemmelser på vej mod Rømøs uendelige strande mod vest og den helt særlige natur, der er skabt her på kanten mellem Vadehav og Vesterhav. Men turen til Rømø var ikke altid let for de første turister, der kom til øen i slutningen af 1800-tallet. Dengang var der færgefart, som ofte var påvirket af de skiftende vejrforhold. De første badehoteller skød op, da det kom på mode at bade i havet. Det var den mest velhavende del af befolkningen, der havde råd til at nyde ferielivet, og mange lokale øjnede muligheder i den nye branche.
Rømødæmningen stod færdig i 1948. Det satte skub i turismen, de første campingpladser skød op, og ferie blev for de fleste. Sommerhuse ved Vesterhavet kom også til og et ferieparadis var født. Der er meget varieret natur at opleve på Rømø, og det er netop den unikke natur, der betyder, at Rømø som en del af Nationalpark Vadehavet står på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Vandretur på Rømø
Vil du ud at vandre og opleve noget af det, der er det helt særlige på Rømø, så prøv denne tur på ca. 6,5 km.
Start vandreturen fra p-pladsen ved Sct. Clemens Kirke (1), Rømøs eneste kirke. Besøg kirkegården, her kan det tydeligt ses, hvor meget skibsfarten har fyldt. Op ad kirkegårdsmuren ses de mange gravsten over øens kommandører (hvalfangerkaptajner). Det er minder om øens storhedstid med hvalfangst ved Grønland, som også ses i de store kommandørgårde rundt på øen.
Følg cykelstien mod nord fra kirken. Her går du i noget blandet skov. Du kan her være heldig at se Danmarks mindste fugl, fuglekongen, med dens karakteristiske gule streg på issen. Drej til venstre ind i skoven efter ca. 300 m. Du er nu i Kirkeby Plantage, som primært er nåleskov, oprindeligt plantet som sandflugtsbekæmpelse i 1920’erne.
Følg ruten, indtil du kommer til et åbent område (2). Her ser du tydeligt, at der, hvor sandet har lagt sig, vokser hedelyng. I de lave, mere fugtige områder er der tørvebund. Her vokser bl.a. klokkelyngen. I dag åbner man plantagerne mere op igen, så der bliver plads til flere af de arter, der er knyttet til det åbne og næringsfattige klitlandskab.
Den er vært for en af vores mest truede sommerfugle, ensianblåfuglen, som også er registreret her. Langs vejen står der skovfyr. Den er let genkendelig, da den er rødlig øverst på stammen. Det er et af de få træer, der er hjemmehørende. De fleste andre nåletræer er importerede arter, der kunne tåle sand, salt og vestenvind.
Fortsæt ad ruten, indtil du kommer til en lille skovsø (4). Hvor der er vand, er der liv, så hold øje med de mange smukke guldsmede. Jo længere du bevæger dig mod vest, jo mere åbent og varieret er skoven. Der er områder med egetræer, som også er en hjemmehørende art. Her er også østrigsk fyr, der er store træer med grov bark, som står spredt og læner sig mod øst på grund af vestenvinden.
Landskabet åbner sig nu mod syd (5). Med et kig ud over de store klitheder mod vest kan du se havklitterne. Her står et par træer, det ene et egetræ mærket som ”Livstræ”. Det er en mærkningsordning, der sætter fokus på at lade træer blive gamle til gavn for biodiversiteten. Over 800 insektarter har egetræet som levested, så det er et værdifuldt træ i vores landskab. Fortsæt mod øst langs skovkanten. Her når du til Spidsbjerg (6), som er en vandreklit, der er 19 meter høj og byder på en flot udsigt over landskabet. Fra Spidsbjerg vandrer du videre gennem plantagen, til du når cykelstien og er tilbage ved kirken.
Følg den blå rute på korten ovenfor og nyd en dejlig vandretur på Rømø.
Mød forfatteren – Kathrine Frydendahl Høj
Jeg er født og opvokset i Hvide Sande. Jeg har boet i byen de fleste år af mit liv – havde dog lige et par år, hvor jeg var bosat i Århus, mens jeg studerede markedsføringsøkonom på Erhvervsakademiet i Viby J. Jeg vendte hurtigt snuden mod vest, da studiet var overstået, og flyttede tilbage til dejlige Hvide Sande. Jeg var ikke helt færdig med at studere, så pendulfart til Herning, for at læse professionsbachelor i International Handel og Markedsføring, var det optimale – specielt når man stadig gerne ville bo ved Vesterhavet. Jeg afsluttede min professionsbachelor i januar 2023, og nu arbejder jeg hos Esmark og er en del af et skønt team med søde kollegaer. I min fritid elsker jeg at bruge tiden med min familie, kæreste og mine venner. Udover dette bliver min tid brugt i Hvide Sande Ungdomsklub, hvor jeg er klubmedarbejder i aftentimerne. Ellers er jeg at finde på håndboldbanen – typisk med en bold i hånden.
Skriv et svar
Din e - mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer lagt på denne blog.