Esmark åbner kontorerne for tyske turister om natten

Pressemeddelelse 05.06.2020

De første tyske gæster forventes at køre over grænsen, så snart den åbnes ved midnat den 15. juni, og når de ankommer til vestkysten ved 2-tiden, vil de blive taget imod med kaffe og kanelkage på Esmarks kontorer.

De tyske feriegæster har savnet Vesterhavet, mens grænsen har været lukket.

Det mærker man tydeligt hos Esmark Feriehusudlejning, hvor man har i de seneste dage har lejet sommerhuse ud til tyskere som aldrig før.

Der er også mange tyskere, som har meddelt, at de har tænkt sig at tage af sted på ferie, så snart grænsen åbner ved midnat den 15. juni.

Derfor har man hos Esmark helt ekstraordinært besluttet at holde åbent på kontorerne om natten denne dag, så de tyske gæster kan blive budt velkommen med manér.

”Det skal være en festdag og fejres, at grænsen åbner. Derfor vil der være kaffe og kanelkage til de gæster, der ankommer om natten, og der vil være pyntet op på kontorerne, for vi glæder os umådeligt meget til at se dem igen. Det kan vi uden tvivl også sige på vegne af vores mange husejere,” siger Thomas Christiansen, salgs- og marketingdirektør i Esmark.

Thomas Christiansen konstaterer samtidig, at det langt fra kun er sommerhusudlejere og husejere, der glæder sig til at få besøg sydfra. ”Det har været nogle meget dyre måneder for lokalsamfundene på vestkysten som helhed. Derfor bliver det utrolig dejligt igen at få nogle tyske nummerplader i gadebilledet. Det betyder rigtig meget for butikkerne, restauranterne og mange andre,” siger han.

De tyske gæster, som ankommer natten til mandag den 15. juni, skulle egentlig være ankommet om lørdagen, men de har valgt at holde fast i deres ferie, selv om den bliver to dage kortere.

”Derfor betyder det også meget for os, at de får maksimalt ud af deres ferie. Det vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem med,” siger Thomas Christiansen, som understreger, at der naturligvis vil blive taget højde for de retningslinjer, sundhedsmyndighederne har lavet for at mindske risikoen for corona-smitte.

Siden det blev meldt ud, at grænsen åbner den 15. juni, er der for alvor kommet gang i udlejningen af sommerhuse igen. Esmark kan allerede nu melde så godt som udsolgt i ugerne 28, 29, 30 og 31.

”Man kan stadig leje et sommerhus hos os i uge 27 og 32, men her forventer vi også snart at kunne melde udsolgt, så man skal skynde sig, hvis man vil nå at leje et sommerhus i de to uger også,” siger Thomas Christiansen.

Fra grænsen tager det cirka to timer at køre til Blåvand og cirka to og en halv time at køre til Søndervig.

Esmarks kontorer i Blåvand, Vejers, Henne, Houstrup, Bjerregård og Søndervig vil derfor være åbne fra klokken 2.00 og helt frem til klokken 16.00.

Kategorier Presse

Mød forfatteren - Svend

Jeg er opvokset i Hvide Sande og bor i dag i en lille landsby, nord for Ringkøbing. Jeg er ud af en familie, som har på boet på tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord gennem mange generationer. Jeg interesserer mig for historie, sport og samfundsforhold, og jeg har en hund, der hedder Albert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...