Esmark er nu Varde Kommunes største udlejer

Esmark er nu Varde Kommunes største udlejer

Esmark Feriehusudlejning rundede for kort tid siden en milepæl, da tælleren nåede op på 1.000 feriehuse til udlejning i Varde Kommune. Dette gør Esmark til den største feriehusudlejer i kommunen, hvilket betyder, at ca. hvert femte sommerhus bliver udlejet gennem Esmark.

”Der skal lyde en stor tak til husejerne for tilliden til os, og en stor tak til vores hårdtarbejdende personale for, at vi i fællesskab formår at udvikle både Esmark og turismen i Varde Kommune. Vores vigtigste opgave er at give vores gæster og husejere en rigtig god oplevelse, og samtidig være med til at udvikle lokalområderne. Esmark er både stolt og ydmyg over at være sommerhusejernes foretrukne udlejer i Varde Kommune”, fortæller medejer Thomas Sørensen.

Esmark åbnede sit første lokalkontor i Varde Kommune for 4 år siden. Det hele startede med købet af feriehusudlejeren Schultz Feriehuse i 2017, og året efter, i 2018, flyttede Esmark ind i det nybyggede lokalkontor i Blåvand. Sidenhen fulgte lokalkontorerne i Houstrup, Vejers Strand og Henne Strand, hvor hus nr. 1.000 ligger.

”På trods af vores størrelse og den positive udvikling, vi oplever, så har alle mand hver eneste dag fokus på at forblive lokalt forankret og hele tiden sørge for, at vi bidrager til det lokale fællesskab, herunder også udviklingen af bæredygtige indsatser. Sidste år introducerede Esmark eksempelvis Danmarks første cyklende servicemand. Vi har nu 3 servicemænd, som kan veksle mellem at tage cyklen og servicebilen, alt efter hvilken opgave der skal løses. Derudover har Esmark fået to elbiler, og planen er, at alle biler og servicevogne med tiden skal skiftes til en eldrevet version”, fortæller medejer Thomas Sørensen.

På trods af Corona har sommerhusbranchen oplevet en fantastisk udvikling, og det giver sig også til kende på antallet af sommerhuse til udlejning hos Esmark. Totalt har Esmark nu over 3.500 sommerhuse til udlejning i Varde og Ringkøbing-Skjern Kommune. I januar 2022 kom Esmarks nyeste lokalkontor rigtig godt fra start på Fanø og den 1. april åbnes der også et lokalkontor på Rømø.

”Succesen skyldes nok i stor udstrækning, at vi har fokus på kvaliteten og den gode service i alt, hvad vi foretager os. Samtidigt med dette er vi villige til at investere, så vi hele tiden højner kvaliteten for vores gæster og husejere”, fortæller salgs- og marketingdirektør Thomas Christiansen.

Esmark
Esmark Feriehusudlejning A/S er et dansk udlejningsbureau, som ejes af Janni og Anders Thygesen samt Thomas Sørensen. Virksomheden blev grundlagt i 1965 og har lokalkontorer i Søndervig, Bjerregård, Houstrup, Henne Strand, Vejers Strand, Blåvand og på Fanø.

Udover de nuværende kontorer åbner Esmark i 2022 et lokalkontor på Rømø samt i Hvide Sande.

Pressekontakt:
Thomas Christiansen
Salgs- og marketingdirektør
tlf: +45 69 15 96 33
mail: [email protected]

Kategorier Presse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...