Esmark sætter vinterferierekord helt uden tyskere

Selv om grænsen er lukket, er der booket flere feriehuse på vestkysten i vinterferien i år end nogensinde før.

Siden grænsen til Tyskland lukkede i oktober sidste år, har det været småt med gæster i de vestjyske feriehuse.

Sådan bliver det ikke i vinterferien.

Det fortæller John Brügmann, der er direktør i Esmark Feriehusudlejning, der med 3.000 feriehuse til udlejning er den største lokale feriehusudlejer på vestkysten.

”Selv om der ikke kommer tyske gæster i år, så har vi udlejet over 50 procent flere sommerhuse i vinterferien i år end sidste år. Vi har aldrig haft så mange gæster i uge 7, som vi kommer til at få i år. Det er ret vildt, når man tænker på, hvor stor en andel af gæsterne tyskerne plejer at udgøre,” siger John Brügmann.

”Det betyder også, at det er ved at være sidste chance, hvis man vil leje et sommerhus på vestkysten i vinterferien, for vi nærmer os udsolgt,” siger han.

John Brügmann håber, at de mange nye danske gæster i år vil tage vestkysten til sig.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at give gæsterne en fantastisk ferie, så nogle af dem måske kan ende med at blive stamgæster. Det vil have stor værdi både for os, vores husejere og for området,” siger han.

John Brügmann understreger dog, at den samlede udlejning for 2021 først og fremmest afhænger af, hvornår grænsen til Tyskland åbnes.

”I et normalt år udgør tyskerne over 90 procent af vores gæster, og selv om vi får ekstraordinært mange danske gæster i vinterferien, så kan det langt fra opveje det tab, vi har af tyske gæster i de øvrige uger. Til gengæld er vi helt overbeviste om, at de tyske gæster nok skal vende tilbage, så snart grænsen åbnes,” siger han.

 

For yderligere information

John Brügmann: 40 11 41 71

Kategorier Presse

Mød forfatteren - Svend

Jeg er opvokset i Hvide Sande og bor i dag i en lille landsby, nord for Ringkøbing. Jeg er ud af en familie, som har på boet på tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord gennem mange generationer. Jeg interesserer mig for historie, sport og samfundsforhold, og jeg har en hund, der hedder Albert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...