Jens-Jacob-Vig-Esmark-Bureauchef-henne-strand

Senest opdateret 25. september 2023

Legoland-chef skal stå i spidsen for Esmark i Henne Strand

Esmark Feriehusudlejning har hyret en af Legolands chefer til at stå i spidsen for det nye lokalkontor i Henne Strand, der åbner til juni.

Jens-Jacob Dall Vig har de seneste fire år haft ansvaret for de mange forlystelser i Legoland i Billund.

Fremover skal han stå i spidsen for Esmark Feriehusudlejnings nye lokalkontor i Henne Strand, hvor Esmark forventer stor vækst i de kommende år.

”Jeg er stolt af at blive en del af Esmark og af skulle stå i spidsen for det nye kontor i Henne Strand. Det er et fantastisk område, som jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af,” siger Jens-Jacob Dall Vig.

Fra Forsvaret over Legoland til Esmark

Jens-Jacob Dall Vig er født og opvokset i landsbyen Bække, som ligger 30 kilometer vest for Kolding. Han bor i dag i Gesten ved Vejen med sin kone Louise og deres tre børn.

Han er oprindelig uddannet sergent og oversergent i Forsvaret, hvor han som ganske ung fik ansvaret for uddannelsen af de danske soldater i både Hæren, Søværnet og Flyvevåbenet i brugen af lette håndvåben.

Siden skiftede han til en stilling hos Legoland i Billund, hvor han først havde ansvaret for, at rutsjebanerne og de øvrige forlystelser levede op til de mange regler for sikkerhed, og hvor han efterfølgende fik det samlede ansvar for de mange forlystelser i Legoland.

Naturmenneske til fingerspidserne

Jens-Jacob Dall Vig havde første arbejdsdag hos Esmark den 1. marts, og han har brugt de første to måneder på at lære virksomheden at kende, så han er klar til at tage over i Henne Strand, når Esmark åbner sit nye kontor i midten af juni.

”Jeg er meget imponeret over virksomheden. Folk brænder for det, de laver, og jeg oplever en sjælden ægthed hele vejen rundt, som er meget sjælden. Samtidig er jeg naturmenneske til fingerspidserne, så det er også skønt at få mulighed for at arbejde i et område med så unik en natur, som vi har på vestkysten – at få lov at formidle og præsentere en masse gode oplevelser her, er noget, jeg ser meget frem til,” siger Jens-Jacob Dall Vig.

For yderligere informationer

Jens-Jacob Dall Vig: 92 82 69 57

Kategorier:

Presse