Rejsegilde på nyt kontor i Blåvand

Pressemeddelelse 13.08.2018

Sommerhusudlejningen i Blåvand slår rekord denne sommer hos Esmark – den største sommerhusudlejer på Vestkysten. Derfor kan både sommerhusejere, gæster og de ansatte hos Esmark glæde sig til at flytte ind i et nyt servicekontor på 950 kvm., som lokale håndværkere har travlt med at færdiggøre. Der er rejsegilde den 30. august.

”Vesterhavet er populært som aldrig før, når ferien skal planlægges. Selv om vi har fået 50 pct. flere sommerhuse end sidste år til at leje ud i Blåvand/Ho, så har den enkelte sommerhusejer i snit fået 16% flere uger udlejet. Det er ikke bare godt nyt for den enkelte sommerhusejer, men også for Blåvand og for Varde Kommune. Mange feriegæster giver travlhed og indtjening hos butikker, restauranter og hos de mange andre, som lever af at sælge oplevelser,” siger Anders Thygesen, direktør hos Esmark.

Flere ansatte

Esmark har travlt med at udleje 2.257 sommerhuse fra Blåvand i syd og 80 kilometer nordpå op til Vedersø Klit. Alene i Blåvand/Ho har Esmark nu 136 feriehuse til udlejning. I Blåvand sker der en masse, og hos Esmark håber man, at endnu flere sommerhusejere får lyst til at leje deres hus ud. Der er er stor efterspørgsel fra turisternes side – sommer og vinter. Hvis væksten fortsætter bliver der brug for at ansætte flere medarbejdere på det nye servicekontor.

Travlhed i Blåvand

”Vi har travlt på vores nuværende kontor i Blåvand, og dygtige, lokale håndværkere og håndværkere fra Hvide Sande har travlt med at lægge sten på sten på det nye servicekontor. Vi glæder os til at se kransen i spærene den 30. august til rejsegilde på Blåvandvej 1B – og vi glæder os ikke mindst til at kunne flytte ind den 1. december,” siger Regina Sørensen, som leder kontoret i Blåvand med seks ansatte plus servicefolk, som kører rundt til sommerhusene.

Varm modtagelse i Blåvand

Det store servicekontor i røde sten og med stråtag koster 13 millioner kroner at bygge i en arkitektonisk stil, som passer til området.

”Det er en fornøjelse at bygge nyt servicekontor i Blåvand. Vi oplever at blive mødt af positive tilkendegivelser fra private, erhvervslivet i Blåvand og gode kolleger i feriehusbranchen. Vi er glade for, at byråd og administrationen i Varde Kommune har gjort det store byggeri muligt. Vi tror i høj grad på Varde som feriedestination, og det samme oplever vi, at man også gør lokalt,” siger Anders Thygesen.

Arkitekttegnet til formålet

Det nye servicekontor er skræddersyet til feriehusudlejning af Arkitektfirmaet C.  Bødtker fra Ringkøbing, som i tæt samarbejde med Esmark har tænkt på både feriegæsterne, sommerhusejerne og de ansatte, da stregerne blev slået.

”Ofte ligger et feriehusudlejningsfirma i en nedlagt butik eller anden bygning, som ikke er bygget til formålet. Det har derfor været en fornøjelse at tegne det nye servicecenter, hvor der fx er et stort kundetorv, der er værksted til husejerne og vaskeri samt god plads til medarbejderne. Hele indretningen og arkitekturen skal understøtte, at alle skal føle sig velkommen. Det er meget ambitiøst,” siger arkitekt Claus Bødtker.

Og der er gode erfaringer. Et lignende servicecenter har Esmark bygget i Søndervig. I Blåvand bliver der 22 pct. mere plads: 950 kvm.

Vil hilse på

”Det nye servicekontor i Blåvand er et synligt bevis på, at vi går egne veje, og det har vi succes med. Godt nok klares meget over nettet i dag, men vi tror på, at det er vigtigt at både turister, sommerhusejere og medarbejdere oplever, at vi gerne vil dem. En dejlig ferie handler om gode oplevelser fra start til slut. Derfor synes vi ikke, at en familie – som måske lige har kørt otte timer – skal hente nøglen til sommerhuset i et nøgleskab. Vi vil hilse på familien, ønske god ferie og måske fortælle dem lidt om huset og området. På samme måde skal sommerhusejerne opleve, at vi hjælper dem og stiller gode faciliteter til rådighed,” siger Thomas Sørensen, som er salgsdirektør og medejer af Esmark.

Et værksted til sommerhusejerne er en vigtig del af de nye servicekontorer. Her kan nye sommerhusejere få rådgivning om udlejningen af sommerhuset og gode råd til tilbygning eller nybyggeri, låne trailere, værktøj, haveredskaber, store vaskemaskiner og meget andet, som gør det nemt at være sommerhusejer.

Bygger også i Vejers og Houstrup

Og Esmarks byggeplaner fortsætter. Der er også sat lignende byggeprojekter i gang i Vejers og Houstrup som begge forventes færdige i første halvår 2019.

”Vi investerer mange millioner i Blåvand, Vejers og Houstrup, fordi vi tror på, at mange flere gerne vil holde ferie her. Det er dejlige områder med skøn natur og mange gode huse, hvor der sagtens kan komme mere udlejning af sommerhuse,” siger Thomas Sørensen.

Esmark har seks servicekontorer langs Vestkysten.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Thomas Sørensen, salgsdirektør og medejer af Esmark, tlf.:51844388,
mail: [email protected]

Kategorier Presse

Mød forfatteren - anders

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...