Westerland bliver en del af Esmark

Westerland bliver en del af Esmark Feriehusudlejning, som dermed styrker sin position som den største lokale feriehusudlejer på vestkysten.

Westerland, som har 250 feriehuse til udlejning i og omkring Søndervig, bliver fra 1. februar en del af Esmark Feriehusudlejning.

”Vi er meget stolte af, at Westerland nu bliver en del af Esmark. Westerland er kendt for høj kvalitet i både service og rengøring, ligesom deres feriehuse er af høj kvalitet, så de passer perfekt ind hos os,” siger Esmarks bestyrelsesformand Anders Thygesen.

”Det betyder også, at vi kommer til at stå endnu stærkere i konkurrencen med de store nationale og internationale aktører, for vi kommer ikke udenom, at dét at have et stort udvalg af feriehuse betyder noget,” siger han.

Westerlands indehaver og direktør Erland Nørgaard glæder sig også over aftalen.

”I de senere år har vi oplevet et meget konkurrencepræget marked, hvor digitalisering, salg og service gør en afgørende forskel. Derfor har det været mit ønske at fremtidssikre Westerland, så vi også fremover kan have optimal udlejning og holde fast i den personlige og lokale service, som vores husejere og gæster har nydt godt af i alle årene,” siger Erland Nørgaard.

”Esmark har en størrelse, der gør, at de er meget konkurrencedygtige, og samtidig er det en familieejet virksomhed, der har sine rødder i lokalområdet. Der er for mig ingen tvivl om, at Esmark er Danmarks stærkeste feriehusudlejer,” siger han.

Westerland fortsætter indtil videre under eget navn, men medarbejderne flytter allerede mandag den 1. februar ind hos Esmark, der har lokalkontor på Lodbergsvej i Søndervig.

”For Westerlands husejere betyder det, at de nu får en endnu bedre service, fordi de fremover blandt andet kan gøre brug af Esmarks topmoderne ejerværksted og professionelle vaskeri,” siger Erland Nørgaard.

Erland Nørgaard bliver også selv en del af den udvidede medarbejderstab på Lodbergsvej, og hos Esmark ser man frem til at få den garvede feriehusudlejer med på holdet.

”Der er meget få mennesker, der har så stort kendskab til både området og branchen som Erland. Han er samtidig et meget vellidt menneske på grund af sin rolige og vestjyske måde at være på. Vi ser meget frem til samarbejdet med Erland og de øvrige medarbejdere fra Westerland,” siger Anders Thygesen.

Foruden Anders Thygesen er Esmark ejet af Janni Thygesen og Thomas Sørensen.

 

For yderligere information

Marketingdirektør Thomas Christiansen: 23 39 76 11

Mød forfatteren - Svend

Jeg er opvokset i Hvide Sande og bor i dag i en lille landsby, nord for Ringkøbing. Jeg er ud af en familie, som har på boet på tangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord gennem mange generationer. Jeg interesserer mig for historie, sport og samfundsforhold, og jeg har en hund, der hedder Albert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...