Esmark Feriehusudlejning åbner nyt bykontor i Hvide Sande

Esmark Feriehusudlejning åbner i november virksomhedens niende lokalkontor, som kommer til at ligge centralt på Kirkevej 6 i Hvide Sande. Foruden faciliteter til husejerne og til modtagelsen af gæster vil bygningen også komme til at huse firmaets økonomi-, HR-, salgs- og marketingafdeling. De første gæster vil afhente nøglerne til deres feriehuse på Kirkevej 6 den 17. november, og hos Esmark Feriehusudlejning glæder man sig til at tage imod feriegæster i de nye omgivelser.

”Vi er en virksomhed i stor vækst. Vores kontorer i Bjerregård og Søndervig har henholdsvis over 1.100 og 1.200 feriehuse tilknyttet. For at kunne sikre et højt serviceniveau overfor både husejere og gæster har vi valgt at anlægge bykontoret i Hvide Sande, der fra dag 1 vil være lokalkontor for godt 650 huse, der hidtil har været tilknyttet kontorerne i Søndervig og Bjerregård. Det nye kontor rummer moderne faciliteter såsom vaskeri, trailere og ejerværksted, der står gratis til rådighed for husejerne. Husejerne er naturligvis stadig meget velkomne til at benytte Esmarks vaskerier og ejerværksteder i både Bjerregård og Søndervig, men nogle husejerne vil opleve, at det nye kontor er tættere på deres feriehus, og dermed måske kan spare dem for lidt kørsel,” udtaler administrerende direktør, John Brügmann.

Margrethe Birkekær bliver ny bureauchef

Bykontorets nye bureauchef Margrethe Birkekær, der har en master i etik og værdier i organisationer, er født og opvokset i Hvide Sande og har tidligere arbejdet med service og ledelse i Ringkøbing, men er nu vendt ”hjem” som daglig leder for Esmarks nye lokalkontor. Hun er bosat lidt nord for Hvide Sande og har indtil nu været ansat som ferierådgiver hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig, hvor hun har samlet erfaring i samarbejdet med både gæster og husejere.

Repræsentanter for team Esmark i Hvide Sande

Repræsentanter for team Esmark i Hvide Sande. Fra venstre ses ferierådgiver Stella Johannesen, intern ejerrådgiver Karen Langer, teamleder service Esben Thomey Kristensen, bureauchef Margrethe Birkekær og ejerrådgiver Morten Bülow.

Alle borgere i Hvide Sande får gratis adgang til vaskeri, trailere og ejerværksted

”Esmark Feriehusudlejning har gennem årene fået stor opbakning fra både husejere og lokalbefolkningen,” siger Margrethe Birkekær.

”Den opbakning vil vi gerne kvittere for, så vi har besluttet at give alle borgere i Hvide Sande gratis adgang til vores vaskeri, trailere og ejerværksted alle hverdage fra kl. 9 til 16. I vores vaskeri står der 5 industrivaskemaskiner og 5 tørretumblere til gratis afbenyttelse – noget jeg tror mange vil have glæde af, hvis de skal vaske dyner og puder. I ejerværkstedet kan man låne alt fra tæpperensere, dykpumper, højtryksrensere til varmeblæsere.

Ejerværkstedet

Ejerværkstedet

Vaskeriet

Vaskeriet

Derudover er der også mobile affugtere, kompressor og kap-/geringssav med bord, så man selv slipper for at investere i værktøj og specialmaskiner. Vi ønsker at hjælpe byens borgere, så det ikke er nødvendigt for dem at anskaffe sig større håndværksmæssige maskiner, der kun bruges meget begrænset. På den måde kan vi medvirke til at værne om miljøet, hvis vi kan deles om de specialmaskiner og ting, vi ikke bruger så tit,” udtaler Margrethe Birkekær.

Esmark Feriehusudlejning inviterer alle borgere i Hvide Sande til åbent hus

Som en markering af bykontorets åbning inviterer Esmark Feriehusudlejning alle borgere i Hvide Sande til åbent hus den 24. november kl. 17.00 – 20.00, så de kan opleve, hvad Esmark Feriehusudlejning kan hjælpe dem med. Der vil naturligvis også være lidt godt at spise.

”Esmark Feriehusudlejning har tidligere i år støttet projektet ”Sange fra Hvide Sande”, som de to professionelle musikere, Silje og Kennet, står bag. De skriver sange og musik omkring byens og egnens lokale historier med fokus på Hvide Sande, Holmsland Klit, naturen og de lokale folks erindringer og fortællinger. De kan opleves kl. 18.00 ved åbent hus-arrangementet, hvor de spiller nogle numre – og det kan virkelig anbefales at komme forbi og høre deres fantastiske sange og musik. Vi glæder os rigtig meget til at vise bykontoret frem,” udtaler Margrethe Birkekær.

Fokus på miljøet og lokalområdet ved byggeriet af det spritnye bykontor

”Som på vores andre destinationer ønsker vi hos Esmark i samarbejde med lokalsamfundet at passe på Hvide Sandes natur og løfte det ansvar, som følger med, når man etablerer et feriehusudlejningsbureau og tiltrækker gæster til et område. Bykontoret er derfor konstrueret efter bæredygtige principper. Det kommer eksempelvis til udtryk ved indbyggede solceller på taget, LED-belysning, samt øget fokus på affaldssortering ved bygningen. Esmark Feriehusudlejnings lokale forankring er gennemgående, og vi har haft fokus på at handle lokalt med øje for dansk design og produktion,” udtaler salgs- og marketingdirektør, Thomas Christiansen.

Støtte til lokale initiativer

”Udover at tilbyde byens borgere adgang til ejerværksted og vaskeri, så støtter Esmark Feriehusudlejning også forskellige lokale initiativer og fællesskaber. I samarbejde med omhu arrangerer Esmark strandrensningsdage for gæster i Hvide Sande, og Esmark har i de sidste mange år støttet flere forskellige lokale initiativer, som eksempelvis Boldklubben Klitten, Hvide Sande Kabelklub, Waterz, Hvide Sande Tennisklub og Ankerfjord Hospice vandretur. Senest har Esmark lavet en aftale med ‘Maritim Viden’, som er drevet af lokale ildsjæle, der er med til at formidle Hvide Sandes mange gode historier og udvikling indenfor bl.a. havnen, fiskeriet og naturen,” slutter Thomas Christiansen.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Esmark Feriehusudlejnings salgs- og marketingdirektør Thomas Christiansen, 69 15 96 33. Billederne er private og kan frit afbenyttes.

Kategorier Presse

Der er lukket for kommentarer.

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...