Vandrerute i Henne Strand – ferieby og uendelige klitheder

Vandreruten i Henne Strand er udarbejdet af Merete Vigen Hansen, Kultur og naturformidling, der specialiserer sig i guidede vandreture og events langs vestkysten.

Når du kører mod Henne Strand, kører du gennem Henne Kirkeby med kroen, kirken og den gamle skole. Tidligere var der kun et sandet hjulspor mod vest ud til det lille fiskerleje, men da turismen begyndte at spire for godt hundrede år siden, begyndte flere og flere at tage turen hele vejen til havet. Det var dog først i 1930’erne, at Henne Strand for alvor skød op med feriehuse, pensionater, købmand og feriestemning. Besættelsesårene var hårde ved Henne Strand, og flere måtte starte helt forfra med at bygge deres feriehuse op igen.

Siden er Henne Strand vokset støt og roligt. I et par årtier var det populært at tage til Henne Strand til dans og levende musik. I dag er det gode spisesteder og butikker, der præger bybilledet, men der er også små historiske lommer, som f.eks. Danmarks ældste vandrehjem, Solfang. Fra en bymidte fyldt med feriestemning er der ikke langt ud til de vidtstrakte klitheder og plantager, som omkranser badebyen. Hurtigt er man ude i ro og fred kun med havets brusen som bagtæppe, og i sommertiden lærkesang over alt. Det er enestående og det, der gør, at Henne Strand har det hele.

Henne-Strand-drone-vandrerute

Vandretur ved Henne Strand

Prøv denne vandretur på ca. 6 km, som tager dig med på en tur rundt i Henne Strands natur.

Start turen ved Tuttesbjerg (1), som er en 25m høj klit, der giver dig en enestående udsigt over hele Henne Strand, Vesterhavet og de store hedeområder omkranset af plantagen mod nordøst. Følg stien ned på østsiden af Tuttesbjerg og videre over mod feriehusområderne. Her når du til Lyngbovej (2).

Hele det klithedelandskab, du kigger ud over, hedder Lyngbos Hede, opkaldt efter kunstmaleren Christen Lyngbo (1871-1968), der boede og malede ved Henne Strand. Han købte det store hedeområde og sikrede det som natur for eftertiden. Derfor kan du i dag vandre ud over heden og nyde freden og den særegne natur. Her er både tør og våd hede. Det gør, at der er en stor variation og også ret sjældne planter som benbræk, soldug og klokkeensian i de fugtige lavninger (3).

På klokkeensian yngler en af vores mest sjældne dagsommerfugle, ensianblåfugl, en lille fin blå sommerfugl, der ses i juli-august. Derfor er Lyngbos Hede en højt værdsat naturlokalitet, som også rummer ynglefugle og flere af vores krybdyr, f.eks. hugorm og stålorm. Der vokser også porse på heden. Den er nem at genkende ved sin kraftige duft og smag, og en håndfuld blade giver en fantastisk snaps.

Du når nu over til Blåbjerg Plantage og feriehusområderne mod øst i Henneby. Følg Rævestien til Strandfogedvej og drej til højre ad stien ved den gamle strandfogedgård. Her finder du i bevoksningen resterne af en langdysse (4) stenalderen. Det fortæller, at her i Henneby har der boet mennesker i mange tusinde år. Langdyssen menes at være anlagt omkring 3300 f.Kr., og der er begravet folk i den gennem 800 år. Følg stien videre og drej ad Kærvej.

Henne-Strand-vandrerute-hede
Henne-Strand-hede-vandrerute

Tilbage ved Strandfogedvej har du lidt til højre Lyngboparken (5), en af landets første naturistcampingpladser. Arealet skænkede Christen, der selv var naturist, i 1965 til naturisterne, der allerede havde camperet i området under primitive former i en årrække.
Gå ud til Strandvejen og følg cykelstien tilbage mod Tuttesbjerg. Her kommer snart et stort hvidt, stråtækt hus til syne på din højre side. Det er Maler Lyngbos hus (6), som han byggede omkring 1930.

Her boede han med sin kone Hedda og gik ud på sin hede og malede. Hans motivverden var især det vestjyske landskab og folk på egnen. Han var dygtig til sit håndværk og den første vestjyde, der blev optaget på Kunstakademiet. Tilbage ved Tuttesbjerg kan du endnu engang gå op og nyde udsigten, som gav inspiration til Maler Lyngbo og andre kunstnere efter ham.

Følg den blå rute på korten ovenfor og nyd en dejlig vandretur i Henne Strand.

Mød forfatteren - Kathrine

Jeg er vokset op på den jyske vestkyst i den lille fiskerby Hvide Sande og har boet her siden jeg var barn – dog havde jeg to års afstikker i Århus i forbindelse med uddannelse. I 2021 vendte jeg hjem til Hvide Sande, og har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Jeg elsker naturen, omgivelserne og roen, når jeg går gode, lange gåture ved Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Og så sætter jeg stor pris på at tilbringe tid med familie og venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...