Makrelfiskeri på den jyske vestkyst

Når makrellerne ankommer, starter sommerens helt store fiskefest. Makrellen er noget af det vildeste, du som lystfisker kan opleve på vores nordlige breddegrader. Det er potente fisk, som uden sammenligning giver den bedste fight fiskens størrelse taget i betragtning. Her får du både testet dit grej og dine evner som lystfisker.

fiskeri_124_1328_stor

Hvornår kan man fange makreller?

Makrelfiskeriet begynder normalt i juli måned, men en længere periode med varmt vejr kan få makrellerne til at komme ind til kysten omkring Hvide Sande og Thorsminde allerede i juni. Fiskeriet foregår typisk direkte fra molerne og i de år, hvor forekomsten af makreller er ekstra store, kan de fanges helt inde i havnebassinerne og i området omkring sluserne. Fiskeriet fortsætter i hele august.

Det rigtige grej til makrelfiskeri

Der er mange gode fisketeknikker til at fange makrel, og det er ikke vigtigt, om du benytter den ene frem for den anden. Det er mest et spørgsmål om temperament og det rigtige grej.

De fleste bruger en stang med en kastevægt på op til omkring 60 g og en hovedline med en diameter på cirka 0,35 mm. Det mest almindelige er at bruge et særligt makrelforfang, der består 4-6 kroge med enten farverige fjer eller sølvglinsende folie, som skal ligne små fisk. For enden af forfanget skal du have en pirk.

Vær sikker på, at forfanget er rimeligt robust med en linetykkelse på mindst 0,40 mm. Ofte fanger man flere makreller på én gang, og det er før set, at makreller, der flygter hver sin vej, let kan splitte et forfang ad.

fiskeri_124_1318_stor

Gode tips og teknikker til at få en makrel på krogen

Når fiskegrejet er på plads, kan makrelfiskeriet begynde. Hold øje med andre lystfiskere og flyvende måger over vandet. De steder, hvor de samler sig, er der ofte fisk. Så er det blot at kaste forfanget ud og spinne ind igen. Lav gerne flere spinstop på vej ind.

Sådan fortsætter du makrelfiskeriet, indtil du er tilfreds med din fangst eller ikke vil bruge mere tid på fiskeriet. Går det for stærkt med fangsten, kan du også tage forfanget af og kun fiske med pirken. Så fanger du kun en enkelt makrel ad gangen.

Holder makrellerne op med at bide, kan det skyldes, at fiskene er flyttet til et andet sted. Hold øje med overfladen og se efter springende småfisk. Det er som regel et tegn på, at makrellerne jager lige nedenunder. Det er med andre ord en god taktik hele tiden at holde øje med overfladen og kaste i retning af de steder, hvor der er “gang” i vandet.

OBS: Vær opmærksom på, at makreller er letfordærvelige fisk, der ikke kan tåle at ligge for længe i solen. Det er bedst, hvis du opbevarer fangsten køligt i en køletaske, eller i det mindste i beskyttende avispapir i skyggen.

Fiskeri ved slusen

Prøv flådfiskeri – en alternativ fiskemetode

En mere rolig fiskemetode efter makrel er flådfiskeri. Flådfiskeri er en metode, hvor man kaster en line ud med et flåd (en flydende prop) og en fiskekrog med madding under vandet. Herefter lader man enten flådet ligge og venter på, at der kommer bid, eller man trækker lige så stille linen ind igen med det samme.

Med flådfiskeri har du brug for et relativt kraftigt flåd med en bæreevne på 20-50 g. Flåddet må gerne være af gennemløbstypen, så du nemt kan affiske forskellige dybder. Montagen er enkel. Start med en stopperle, et flåd, dernæst blyet og endelig en krog, der både kan være en enkelkrog eller en trekrog.

Du kan bruge fiskestrimler fra for eksempel sild eller powerbait som madding. Står makrellerne længere fra land, kan du forsøge med et flåd monteret med et lille “sejl”, der – hvis vinden er med dig – presser flåd og madding ud til makrellerne langt fra land.

Fisk makreller på åbent hav

Er du i Hvide Sande, kan du også komme med lystfiskerkutteren M/S Solea på makrelfiskeri på åbent hav. Grejet er det samme som beskrevet under fiskeri med makrelforfang. Hvis du ikke synes, det er kraftigt nok, er det muligt at leje noget grej ombord. Du skal dog selv købe forfang og pirke. Læs mere om havfiskeri og kutterturene her.

Sådan kommer du i gang med makrelfiskeri

Hvis du ikke har det nødvendige udstyr til at fiske efter makrel, kan du få fat i det i en af de lokale fiskegrejsbutikker. Her står ægte lystfiskereksperter også klar til at give dig gode råd, og de kender ikke kun til fiskegrej og -metoder, men også alle de gode fiskespots i området. Fisketegn kan ligeledes købes på både dags-, uge- og årsbasis. Læs mere om leje af udstyr og køb af fisketegn her.

Læs om de andre typer lystfiskeri:

Find sommerhus

Ankomst
Personer
Hund