Put and Take: Lystfiskeri for alle
Put and Take er indbegrebet af familiefiskeri. Her kan selv små børn være med og fange deres første fisk. Der er masser af fine Put and Take-søer langs den jyske vestkyst, og du skal som regel ikke køre længere end 10- 15 kilometer for at kunne smide snøren i vandet ved den nærmeste Put and Take-sø. Søerne har åbent hele dagen, og der er altid friskudsatte fisk (typisk regnbueørred), som næsten altid er i bidehumør.
De bedste tidspunkter til Put and Take
Fisk kan hverken lide, når det bliver for varmt eller for koldt – så bliver de mindre aktive. Derfor er foråret og efteråret optimale perioder til Put and Take-fisketure. Derudover har du de bedste chancer for bid, hvis du fisker tidligt om morgenen efter solopgang eller sent om aftenen inden solnedgang.
Metoder og teknikker til Put and Take-fiskeri
Put and Take-fiskeri hører til blandt de mest populære måder former for lystfiskeri og har været inde i en kolossal udvikling gennem de seneste år. Det har skabt mange forskellige metoder og teknikker, og her kan du læse om nogle af de mest almindelige metoder.
Flådfiskeri er den nemmeste metode
Den nemmeste og ofte mest effektive metode til Put and Take-fiskeri er fiskeri med flåd. Her kan selv de mindste børn være med, og det er altid spændende at holde øje med flåddet. Når det pludselig begynder at bevæge sig, er der fisk omkring agnen, og går flåddet ned, er det med at give et tilslag, så fisken kroges.
Til flådfiskeriet skal du bruge en fiskestang og et fastspolehjul med line med en diameter på 0,25 mm. Her påsættes et flåd med en bærevægt på mellem 2 og 10 gram, noget bly (gerne af klemmetypen til at balancere flåddet) og en krog. Størrelsen på krogen skal være afstemt fiskeriet og den agn, du vælger at benytte. Spørg i lystfiskerbutikkerne, hvad de anbefaler – de kan helt sikkert komme med gode råd.
Agnen kan være naturlig agn som regnorm, mider og melorm eller kunstagn som powerbait. Vær opmærksom på, at visse søer har særlige regler med hensyn til agn.
Fisk aktivt og øg dine fangstchancer
En ofte mere effektiv metode er at fiske aktivt og bevæge agnen ved at spinne den langsomt ind. Her kan du med fordel bruge et kasteflåd eller buldoflåd, hvor kastevægten er en del af flåddet.
Du kan bruge samme agn som ved det stillestående fiskeri. Her er det en fordel at holde øje med vandet. Se efter bevægelse i overfladen og kast flåddet, så du kan spinne tæt forbi aktiviteten i vandet. Mellem flåd og agn er typisk 1-3 meter tynd nylonline.
Hvis ikke der er aktivitet i overfladen, kan du forsøge at fiske dybere eller helt nede på bunden. Særligt på varme dage trækker fiskene ned i det køligere vand i nærheden af bunden. Fisk med samme udstyr som ved det almindelige flådfiskeri, men udelad flådet, hvis der skal fiskes helt nede på bunden.
Fisk med spinnere og blink
Du kan også benytte spinnere og små blink eller woblere og spinnefiske, hvis du hellere vil stå og kaste og spinne ind hele tiden. Indspinningshastigheden skal afpasses kunstagnet, så det bevæger sig bedst muligt. Et spinstop i ny og næ kan øge dine fangstchancer betydeligt.
Her skal du gerne bruge en stang på mellem 2,4-3 meter og et hjul med 0,25 mm. line. Ofte bevæger fiskene sig rundt i store cirkler og vender hele tiden tilbage til udgangspunktet. Prøv om du kan lure dette. Så er du et skridt foran.
Fluefiskeri har gode betingelser
Sidst, men ikke mindst, kan fiskene også fanges på flue. Mange af Put and Take-søerne har fine muligheder for fluefiskeri, hvor der er plads til bagkastet. Søerne er et fint sted at starte med fluefiskeriet, og der er gode chancer for succes allerede på første tur. Du kan bruge både flydende og synkende liner. De mest brugte er en klasse 6-7 og en stang på cirka 9 fod.
Sådan kommer du i gang med Put and Take-fiskeri
Put and Take-fiskeri er nemt at gå til for alle lystfiskere, nye som øvede – og unge som gamle. Du kan se en oversigt over alle landets Put and Take-søer her. Hvis du ikke har det nødvendige udstyr til at fiske i Put and Take-søer, kan du nemt købe det i en af områdets lokale lystfiskerbutikker. Læs mere om leje af udstyr her.
Læs om de andre typer lystfiskeri:
Ofte stillede spørgsmål om Put and Take
Hvad er Put and Take?
En Put and Take-sø er en fiskesø, hvor der jævnligt udsættes fisk, som man mod betaling kan fiske efter – deraf navnet ”Put and Take”. Det er et populært koncept, og rundt omkring langs Vestkysten finder du flere Put and Take-søer med forskellige størrelser og forskellige fangstmuligheder. Mange lystfiskere benytter sig af Put and Take-søer, og det er et hyggeligt udflugtsmål, hvis man gerne vil prøve kræfter med fiskeri og samtidig nyde den vestjyske natur.
Hvad er bedst at fiske med i Put and Take?
Der er mange forskellige niveauer af lystfiskeri, og en dedikeret lystfisker vil sikkert have masser af forskelligt udstyr lige fra fiskeliner til endegrej. Det vigtigste at vide, når du fisker i Put and Take-sø, er, at du ikke behøver at have en særlig lang – eller dyr – fiskestang, og at du kan få succes med flere forskellige slags endegrej – både flåd, blink, spinner og powerbait, som nok er nogle af de mest anvendte typer.
Hvornår er det bedst at fiske i Put and Take?
Kigger vi på årstider, er efteråret et af de bedste tidspunkter at fiske på. I sommerperioden er fiskene nemlig mindre aktive på grund af varmen, hvilket gør, at de ikke i lige så høj grad bider på krogen, og tilsvarende er det om vinteren for koldt. Dykker vi mere ned i, hvilket tidspunkt på dagen der er det optimale, er en tommelfingerregel, at der er størst garanti for fangst tidligt om morgenen eller om aftenen, lige inden solnedgang.
Hvilket grej skal man bruge til Put and Take?
Det er ikke nødvendigt at have det dyreste og vildeste fiskegrej, når man fisker i Put and Take-sø. Fordi søerne ofte ikke er så store, behøver du ikke en specielt lang fiskestang. Som endegrej kan du få succes med både flåd, blink, spinner og powerbait, som også er de former for endegrej, der benyttes oftest. Derudover er det godt at have et net med, så det bliver nemmere at få fangsten hevet helt i land.
Hvor finder man Put and Take henne?
Langs den jyske vestkyst finder du mange forskellige Put and Take-søer. Der ligger flere Put and Take-søer omkring Søndervig, og du finder både en sø direkte i Søndervig og i Klegod. Der er også flere Put and Take-søer omkring Hvide Sande, og bevæger du dig længere sydpå, er der både søer i Nr. Nebel, Henne og Blåvand. Der er også en fiskesø på Rømø. Uanset hvilket af vores områder, du holder ferie i, er du altså tæt på en Put and Take-sø.
Find sommerhus