Skrevet af Mette | Senest opdateret 24. juli 2023 |
0 kommentarer
Skrevet af Mette | Senest opdateret 24. juli 2023 |
0 kommentarer
Prøv disse 5 vandreruter i Hvide Sande
Kunne du godt tænke dig at udforske Hvide Sandes bymiljø og smukke natur nærmere på din ferie – måske også Hvide Sandes mindre velkendte perler, som det mest er de lokale, der har kendskab til? Så har du her en gylden mulighed! Foreningen Havnen i Hvide Sande har i løbet af de sidste par måneder udarbejdet en række forskellige vandreruter, der tager dig rundt og se forskellige dele af Hvide Sande. Via ruterne kan du både udforske byens autentiske havnemiljø, det rå Vesterhav, den rolige fjord og det stemningsfyldte centrum.
Vi har lavet et overblik over de forskellige ruter til dig herunder, så du er klar til at udforske Hvide Sandes unikke omgivelser til fods på din sommerhusferie. Find den rute, du synes lyder mest spændende, og gør dig klar til at gå på opdagelse i lokalmiljøet på din ferie ved den jyske vestkyst!
Rødspætte-ruten
Rødspætte-ruten måler lige knap 6 kilometer og har sit start- og slutpunkt ved WestWind Nord, som ligger ved fjorden i Hvide Sande. Ruten tager dig først på en hyggelig gåtur langs fjorden i sydlig retning. Her kommer du blandt andet forbi Kabelparken, hvor både helt grønne og rutinerede vandskiløbere og wakeboardere prøver kræfter med den populære kabelbane.
Du kommer også forbi den charmerende fjordhavn, Æ Tyskerhavn, og videre over slusen, hvorfra du kort skal ned og runde havnebyens centrum. Her kan du meget belejligt tanke op med en softice til resten af gåturen hos en af byens lækre iscaféer. Den sidste halvdel af ruten tager dig tilbage over slusen i nordlig retning og et smut op på Troldbjerget. På toppen af bakken kan du gøre et pitstop og nyde den fantastiske panoramaudsigt ud over byen, inden turen går videre nordpå ad Parallelvej gennem Hvide Sande by, og du slutteligt rammer surfpladsen og fjorden ved WestWind Nord igen.
Link til Rødspætte-ruten: https://www.plotaroute.com/route/1420310
Torske-turen
Torske-turen er en gåtur på omkring 6,5 kilometer. Ruten giver dig mulighed for at udforske Hvide Sandes nordside med start og slut ved det karakteristiske Hvide Sande Røgeri. Fra røgeriet går turen nordpå ad Parallelvej, som man også kunne kalde ”de lokales hovedvej”. Når du har ramt byskiltet og er ude af Hvide Sande, skal du ind på naturstien. Her vil du blive ført gennem den lyngklædte hede sydpå via en velanlagt grussti. Stien munder ud ved Hvide Sandes industrihavn, hvor du kan beundre de store skibsfartøjer, der lægger til kaje og afleverer turens friske fangst.
Fra havnen går turen tilbage til Hvide Sande Røgeri, der også udgør rutens slutpunkt. Du kan passende belønne dig selv med en lun fiskefrikadelle, en gang nystegt fiskefilet med pommes frites eller noget lækkert fiskepålæg til frokostbordet fra Hvide Sande Røgeri, når gåturen er slut.
Link til Torske-turen: https://www.plotaroute.com/route/1484262
Kuller-kursen
Kuller-kursen sender dig ud på en cirka 6,5 kilometer lang gåtur på nordsiden af slusen i Hvide Sande. Du starter og slutter ved det lokalhistoriske museum Fiskeriets Hus, hvorfra du sætter kurs mod naturstien i vestlig retning. Herfra skal du et stykke op ad den grusbelagte sti, hvor du har frit udsyn til det uberørte hedelandskab til alle sider.
Efter en lille tur ad naturstien stikker du gennem klitterne op mod stranden. Ruten fører dig herefter i sydlig retning langs den smukke sandstrand, hvor du rigtigt kan nyde lyden af det brusende Vesterhav og duften af den friske salte havluft. Fra stranden skal du en tur på molen, som du skal ud og runde, før du bevæger dig tilbage i østlig retning mod den atmosfæriske industrihavn. På havnen kan du betragte de store skibe, der lægger til land og læsser fisk af, før du kommer videre over slusen ned langs fjorden.
Som det sidste på ruten skal du forbi de karakteristiske sorte slusehuse tilbage mod Fiskeriets Hus, hvor du har nået dit slutmål. Måske kan du slutte af med et besøg på museet, hvor du blandt andet kan få et indblik i Nordsøens dyreliv i salt- og ferskvandsakvariet og se, hvordan fiskerne boede på skibene i gamle dage.
Link til Kuller-kursen: https://www.plotaroute.com/route/1556905
Flynder-farten
Flynder-ruten er en omtrent 6,5 kilometer lang rute, som giver dig mulighed for at udforske den sydlige del af Hvide Sande. Ruten starter og slutter ved kommunekontoret ved siden af byens kirke, Helligåndskirken. Herfra går du vestpå mod stranden, hvor du kommer ud på et forfriskende stræk langs vandet i sydgående retning, inden du rammer strandopgangen ved Præstegårdsvej.
Når du er på den anden side af første klitrække, vil du blive ført nordpå igen gennem det summende sommerhusområde i Årgab via Karen Brands Vej. For enden af Karen Brands Vej skal du over hovedvejen til WestWind Syd og gå et kort stykke langs fjorden, hvor du kan betragte windsurferne og kitesurferne, der på elegant vis stryger hen over bølgerne.
Når du rammer kirkegården lige før Hvide Sandes byskilt, skal du igen krydse hovedvejen, hvorefter du vil nå en smuk natursti, som fører dig nordpå gennem klitlandskabet mod dit endelige mål. Det sidste stykke af ruten tager dig gennem Hvide Sandes ældste bydel ad Stormgade tilbage mod kommunekontoret, hvor gåturen slutter. Oven på sådan en frisk gåtur er det nærliggende med noget køligt at drikke eller lidt godt at spise på en af Hvide Sandes hyggelige caféer på havnen – eller måske en rigtig god kop friskbrygget kaffe på Twenty Twenty Coffee.
Link til Flynder-farten: https://www.plotaroute.com/route/1572749
Reje-ruten
Reje-ruten måler godt og vel 6,5 kilometer og tager dig med en tur rundt på sydsiden i Hvide Sande. Du starter og slutter i Hvide Sandes centrum på den charmerende havn. Først bliver du taget forbi det autentiske havnemiljø ned mod stranden, hvor du skal ud og runde spidsen af molen. Herefter skal du et stykke sydpå langs Vesterhavet ned mod Årgab – en strækning, der giver anledning til at tanke en masse god energi op i den friske havluft med bølgebrus i baggrunden og hvid sandstrand så langt, øjet rækker.
I Årgab skal du op ad strandopgangen, gennem klitterne i østlig retning og over hovedvejen ved kirkegården lige før indgangen til Hvide Sande by. Herfra fører en sti dig langs fjorden nordpå mod den hyggelige fjordhavn, Mamrelund, hvor små joller sejler ind og ud ad indsejlingen. Fjordstien kan bestemt kategoriseres som en af Hvide Sandes lokale perler, som endnu ikke er så velkendt blandt byens turister.
På den sidste del af ruten skal du over broen og ned forbi havnen, før du igen sætter kurs tilbage mod dit slutpunkt i havnebyens centrum. Måske er du sulten efter den raske gåtur – i så fald er du havnet det helt rigtige sted. Ved rutens slutpunkt befinder du dig lige ved siden af både det hyggelige spisested Café Marina, hvor du kan få en lækker burger og en kølig fadøl eller sodavand ved siden af, og den lækre fiskerestaurant Lille K by Grantland, der byder på lækre frokostserveringer såsom moules frites, tapas og stjerneskud.
Link til Reje-ruten: https://www.plotaroute.com/route/1546047
Mød forfatteren – Mette Marie Mose Sørensen
Jeg er opvokset på den jyske vestkyst i Hvide Sande og har arbejdet hos Esmark i 10 år. Jeg startede tilbage i 2011, hvor jeg var ”sommerfugl” i Bjerregård og primært hjalp til med at servicere vores kære gæster og husejere. I dag har jeg fået en anden kasket på, nemlig marketingmedarbejder, og jeg er ansvarlig for vores facebooksider, Instagram og ugentlige nyhedsbreve – hvilket går rigtig fint hånd i hånd med min kandidatuddannelse i Medievidenskab på Aarhus Universitet, som jeg tager sideløbende med arbejdet. Jeg har derfor lige nu base i Aarhus, og i min fritid elsker jeg at være aktiv og bruge tid med mine nærmeste. Og så holder jeg meget af at tage på udflugt med mit kamera i hånden og fange vestkystens mange facetter på billeder, når jeg er hjemme på besøg i Hvide Sande i weekender og ferier.
Skriv et svar
Din e - mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer lagt på denne blog.