Wikinger in Dänemark

Skrevet af Oliver | Senest opdateret 12. oktober 2023 |
0 kommentarer

Vikingetiden i Danmark

Har du lejet et sommerhus ved Vesterhavet, kan du også tage på historiske udflugter og lære mere om vikingernes liv i Danmark. Vikingetiden er en af de mest barske og samtidig fascinerende perioder i danmarkshistorien. Det var en periode, hvor der skete store fremskridt i måden, man levede sit liv på i Danmark, og det var en periode, hvor danske, svenske og norske vikinger satte et voldsomt præg på store dele af det øvrige Europa. Vikingetiden omfatter tiden fra cirka år 800 til cirka år 1050.

Hvor stort var Danmark i vikingetiden?

Allerede i 700-tallet menes Danmark – foruden det nuværende Danmark – at have omfattet både Sydslesvig, Skåne og Halland. Under vikingetiden kom danske konger desuden til at herske over både England og Norge.

Den danske konge Harald Blåtand, som regerede i sidste halvdel af 900-tallet, er den første danske konge, som er omtalt som konge af hele Norge. Harald Blåtands søn Svend Tveskæg erobrede i 1013 England og blev dermed konge af både Danmark, Norge og England. Det dansk-norsk-engelske nordsøimperium blev udbygget under Svend Tveskægs søn Knud den Store, men riget faldt fra hinanden i 1042, syv år efter Knud den Stores død.

Vikingetogter i England

Det første kendte vikingetogt fandt sted den 8. juni år 793, da norske vikinger gik i land på en lille ø ud for Nordengland, hvor de plyndrede et kloster. I begyndelsen af vikingetiden var togterne små og løst organiserede, og de fandt sted i sommerhalvåret, hvor vikingerne angreb udsatte mål ved kysterne, fx klostre.

Angrebene tog til i løbet af første halvdel af 800-tallet, og i år 850 skiftede vikingerne taktik. Det år overvintrede vikingerne for første gang i England, og det skete ved at overtage byer, kongsgårde eller klostre, hvor der var forsyninger nok til, at de kunne klare sig vinteren over.

De første store erobringer begyndte 15 år senere i år 865, da en stor skandinavisk hær ankom. Denne hær erobrede som noget af det første York, og den underlagde sig i de følgende år tre af de fire kongeriger, som England på det tidspunkt var delt op i. England blev først samlet under én engelsk konge i år 954.

Erobringen af England

I midten af 900-tallet oplevede englænderne for første gang i lang tid en periode, hvor de kunne være i fred for de danske, norske og svenske vikinger, men i slutningen af 900-tallet vendte vikingerne tilbage for fuld styrke. De nye angreb fik i år 1002 til, at den engelske konge Æthelred gav ordre om, at alle danerne i England skulle dræbes, hvilket førte til massemord over hele landet.

Svend Tveskæg ankom med en stor hær i år 1013, og han erobrede hele England i løbet af få måneder. Svend Tveskæg døde allerede året efter erobringen af England, og sønnen Knud den Store måtte sende en stor flåde til England for at generobre landet. Det lykkedes, og da Knud den Store også var konge af Danmark og ligeledes blev det af Norge, var han at regne som en af de mægtigste konger i Europa på det tidspunkt.

Vikingernes togter til Paris

Vikingerne kom vidt omkring på deres togter. Mindst to gange forsøgte vikinger at plyndre storbyen Paris. Første gang var i år 845, da høvdingen Regnar i marts sejlede op ad floden Seinen med en flåde på 120 vikingeskibe.

Paris var dengang en del af Vestfranken, og vestfrankernes konge Karl den Skaldede samlede en mindre hær, som forsøgte at forsvare Paris, men den blev nedkæmpet af vikingerne, som erobrede og plyndrede byen. Vikingerne forlod først byen efter at være blevet betalt en stor løsesum i guld og sølv. 40 år senere i år 885 vendte vikingerne tilbage, men denne gang havde de ikke held til at erobre byen, for de var ikke i stand til at ødelægge bymuren. I stedet belejrede de byen, og belejringen stod på i adskillige måneder, indtil den vestfrankiske konge Karl den Tykke ankom med en hær, hvorefter vikingerne forlod området.

De nordiske guder

Vikingerne dyrkede de nordiske guder. De mest kendte af disse er Odin, Tor og Freja. Odin var den ældste af guderne, og han var overhovedet i Asgård, hvor guderne holdt til. Vikingerne troede på, at hvis de døde i kamp, så ville de komme til Valhal, som var Odins hjem i Asgård, hvor der altid blev festet med store mængder mjød og flæsk. Om Odin fortælles det, at han havde en ottebenet hest, som hed Slejpner, og to ravne, Hugin og Munin, som holdt ham orienteret om, hvad der foregik både i menneskenes og gudernes verden.

Tor var søn af Odin og gud for slagsmål og torden. Når han kørte hen over himlen i sin kærre, som blev trukket af to gedebukke, kunne menneskene høre, at det tordnede. Han var kendt for sin store hammer, ”Tors hammer”, som han kastede efter sine fjender, og som altid vendte tilbage til hans hånd efter at have nedlagt fjenden. Freja var kærlighedens og frugtbarhedens gudinde. Hun beskrives som den ypperste af gudinderne, og hun deltog gerne, når guderne var i kamp. Det foregik altid siddende i en vogn med to katte spændt foran.

Af andre vigtige guder i den nordiske mytologi kan nævnes krigsguden Tyr, lysets gud Balder og Frej, der var gud for solskin og regn, og som derfor den af guderne, som bønderne bad og ofrede til.

Vikingemuseer i Danmark

To af de mest interessante vikingemuseer i Danmark ligger i Vestjylland. Det ene ligger i Bork Havn og det andet i Ribe. Bork Havn ligger i dag på den østlige side af Ringkøbing Fjord, men tilbage i vikingetiden havde man fra området ved Bork Havn direkte adgang til Nordsøen. Området hed dengang Kirkehøj, og det var ifølge sagnet et af de steder, hvorfra vikingerne drog ud på deres togter.

Bork Vikingehavn

Bork Vikingehavn Foto: Ringkøbing-Skjern Museum

Ribes historie går helt tilbage til begyndelsen af 700-tallet, altså tidligere end vikingetiden. Ribe blev sammen med Hedeby i Sydslesvig den første i Danmark, hvor der blev opført en kirke. Det var i 860, og kirken blev opført af den frankiske missionær Ansgar, som bragte kristendommen til Danmark. Man mener, at kirken blev opført på samme sted som den nuværende domkirke, som man begyndte opførelsen af omkring år 1150.

Bork Vikingehavn

Bork Vikingehavn blev opført i år 2000. Bork Vikingehavn er et både hyggeligt og fascinerende oplevelsesmuseum, som består af forskellige vikingehuse, vikingeskibe, en trækirke, en offerlund og en markedsplads. I sommerhalvåret er vikingemuseet levendegjort med vikinger, så man rigtig kan få en fornemmelse af livet i vikingetiden. Der afholdes hvert år en lang række aktiviteter på Bork Vikingehavn. Der afholdes blandt andet et stort vikingemarked, som finder sted den anden weekend i august. Her mødes 300 vikinger, som opfører blodige kampshows og meget andet.

Ribe VikingeCenter

Ribe VikingeCenter er et stort vikingemuseum i Ribe, som blev etableret i 1992. Museet fortæller historien om vikingetiden i Ribe og om vikingerne i Ribe. Vikingemuseet i Ribe blev opført som en naturlig konsekvens af, at arkæologer og historikere altid har været enige om, at Ribe og området omkring byen spillede en vigtig rolle i vikingetiden. Museet er levendegjort, og der er masser af aktiviteter i løbet af året. Der er også mulighed for at blive vist rundt i museet af en guide, som fortæller om vikingetiden og om Ribes vikinger.

Vikingemuseer i Aarhus, Roskilde og Hedeby

Tre andre vikingemuseer bør også fremhæves. Det ene er Vikingemuseet i Aarhus, som ligger i kælderen under storbanken Nordeas filial på Store Torv centralt i Aarhus. Vikingemuseet fortæller blandt andet historien om, da den danske konge Gorm den Gamle lod byen forskanse med en stor vold tilbage i 900-tallet, fordi landet var truet af angreb fra den tyske kejser.

Det andet er Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som ligger på Sjælland, cirka en halv times kørsel fra København. Her kan du blive klogere på historien om vikingeskibene, som var en væsentlig årsag til, at vikingerne havde så stor succes med deres togter, som det var tilfældet. 

Det tredje er Vikingemuseet Hedeby, som ligger i Sydslesvig, der tilbage i vikingetiden hørte under den danske konge. Hedeby var dengang en af de vigtigste byer i Danmark, og den har en spændende historie, som du kan få et indblik i, hvis du besøger Vikingemuseet i Hedeby.

Sommerhusferie i vikingeland

Hvis du vil holde sommerhusferie i et rigtigt ’vikingeområde’, kan det anbefales at vælge et sommerhus i Bork Havn, hvor sommerhusene ligger i gåafstand til Bork Vikingehavn. Bork Havn er foruden vikingemuseet et populært ferieområde pga. byens naturskønne beliggenhed ved Ringkøbing Fjord, hvor du kan nyde ferien ved den hyggelige fjordhavn og den lækre fjordstrand.

Sommerhus 35138 i Bork Havn, nær Bork Vikinghavn

Sommerhus 35138 i Bork Havn, nær Bork Vikinghavn

Bork Havn er desuden et mere end almindelig godt sted at dyrke vandsport pga. det lave og flade vand i fjorden kombineret med den korte afstand til vestkysten. 

Hvis du i stedet foretrækker at holde din sommerhusferie helt ude ved Vesterhavet, kan du fx vælge et sommerhus i Bjerregård, hvorfra det tager cirka et kvarter at køre til Bork Vikingehavn.

Hvis du holder sommerhusferie i Blåvand, har du cirka en times kørsel i bil til både Bork Vikingehavn og til Ribe VikingeCenter.

10 ting, du (måske) ikke vidste om vikingetiden

  • Ordet viking betyder søkriger, sørøver og hærfærd til søs.

  • Når noget skulle formuleres på skrift i vikingetiden, foregik det med runer. Den ældste runeindskrift, man har fundet, blev fundet på en kam på Fyn, og man mener, at kammen stammer helt tilbage fra 100-tallet.

  • Vikingerne drog vidt omkring på deres togter. De plyndrede blandt andet på den spanske og italienske sydkyst, på den afrikanske nordkyst og langs kysterne i Det Kaspiske Hav, som ligger på grænsen mellem Europa og Asien.

  • Historikere vurderer, at op imod 35.000 danske vikinger bosatte sig i England i løbet af det 9. og 10. århundrede.

  • Vikingernes langskibe blev bygget i forskellige størrelser. De største af disse kunne have op imod 100 vikinger om bord.

  • Det største vikingeskib, man har fundet, var 37 meter langt.

  • Streamingtjenesten HBO har lavet en meget populær serie, ”Vikings”, som blandt andet fortæller historien om vikingernes plyndringer i Paris.

  • Begrebet ”vikingetiden” blev første gang anvendt i 1800-tallet.

  • Harald Blåtand er mest kendt som kongen, der indførte kristendommen i Danmark og for Jellingstene, men han stod også bag en lang række bygningsværker, blandt andet den ældst kendte bro i Danmark, som var en 760 meter lang bro, der førte over Vejle Ådal.

  • Selv om den nordiske mytologi blev afløst af kristendommen allerede under vikingetiden, var der danskere, som holdt fast i troen på de nordiske guder helt op i 1800-tallet.

oliver-esmark-1.jpg

Mød forfatteren – Oliver Schell

Jeg blev i august 2016 en del af Esmark. Oprindelig kommer jeg fra Nordtyskland og har holdt sommerhusferie i Danmark i mange år. Inden jeg startede hos Esmark har jeg været ansat hos et andet udlejningsbureau og har samlet en del erfaringer indenfor sommerhusbranchen og i markedsføring af sommerhusferie. I Tyskland tog jeg en uddannelse indenfor sundhedsvæsnet, men allerede dengang startede min interesse for Online Medier, Online marketing, fotografering og for udvikling af turisme i Danmark.
Jeg tilbringer min fritid sammen med familien, gerne i naturen, hvor vi går lange ture og nyder de smukke landskab og vores brusende Vesterhav.

Skriv et svar

Din e - mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.

Krævede felter er markeret med *

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer lagt på denne blog.