Fjordfiskeri

Fjordfiskeri minder på nogle punkter om å-fiskeri: Fjordens vand er roligere end havets, og fiskeriet foregår midt i naturen i god læ af de høje siv. Ved fjordfiskeri kan du få flere fiskearter på krogen – både spisefisk og store gedder. Læs mere om, hvilket grej du får størst succes med i fjorden, og bliv klogere på de bedste fiskespots til fjordfiskeri i Vestjylland.

Fjordfiskeri

Fjordenes fiskearter

I de danske fjorde kan du fange en række fiskearter, fra fladfisk som skrubber og tunger til større fisk som havørreder og gedder. Du kan også få ål eller aborrer på krogen.

Det rigtige grej til fjordfiskeri

Du kan både fiske med flåd og spinner i fjordene, og det rigtige udstyr er naturligvis alfa og omega, hvis du vil have succes med fiskeriet. Først skal du gøre dig klart, hvilke fisk du gerne vil fange.

Fiskegrej til aborrer

Er du ude efter aborrer, rækker simpelt grej, og her er flådfiskeriet effektivt. En fiskestang på 1,8-2,4 meter og et hjul med 0,25 mm line vil være nok, sammen med et flåd, en smule bly og et par kroge. Du kan også bruge spinnemetoden og benytte dig af små spinnere, woblere eller jigs.

Som agn kan du bruge maddiker, regnorm eller majs. Når du fisker efter aborrer, vil du typisk opleve, at fiskene pludselig dukker op i en stor stime, og så er der næsten garanti for bid.

Fiskegrej til gedder

Vil du gerne hale en gedde i land, skal du bruge kraftigere fiskegrej. Her vil en stang på 2,7-3 meter med en kastevægt på 20-50 gram være god. Brug også en kraftigere fiskeline på omkring 0,35 mm i diameter. Store skeblink og woblere er mest ideelle, og så er det vigtigt, at du har et stålforfang, så gedden ikke bider linen over og tager din agn med sig.

Å-fiskeri-fangst

Når du fisker efter gedder i fjorden, kan du tænke over, at fisken har for vane at svømme tæt på sivkanten eller andre lignende steder, hvor den kan være i skjul. Sigt efter sådanne steder, når du kaster agnen ud.

Fiskegrej til ål

Ålene begynder at blive aktive om aftenen og fortsætter aktiviteten ud på natten. Det er et spændende slags fiskeri, fordi du virkelig kan ende med at hale mange fisk ind, hvis de er i bidehumør. Det kræver ikke noget særligt avanceret grej at fiske øl: Brug et paternostertakel med regnorm som agn og lidt bly, så er du godt på vej.

Ringkøbing Fjord: Vestjyllands centrum for fjordfiskeri

Skal du på fjordfiskeri i Vestjylland, er Ringkøbing Fjord den perfekte destination. Fjordens vand er en blanding af salt og ferskt vand, hvilket giver gode betingelser for mange forskellige fiskearter.

Du finder altid et læfyldt fiskespot i Ringkøbing Fjord, som er omkranset af siv og anden beplantning. Et oplagt sted at fiske fra er lige nord for Nymindegab, hvor der er en platform, du kan fiske fra. Du skal blot være opmærksom på skiltningen.

Sådan kommer du i gang med fjordfiskeri

Hvis du ikke har det nødvendige udstyr til at fiske i fjorden, kan du besøge en af de lokale lystfiskerbutikker. De har en stor viden om alle slags lystfiskeri og kan give dig gode tips og tricks med på vejen, når du skal på fjordfiskeri. Du kan købe fisketegn på både dags-, uge- og årsbasis. Læs mere om leje af udstyr og køb af fisketegn her.

 

Læs om de andre typer lystfiskeri:

Find sommerhus

Ankomst
Personer
Hund