Hvad skal vi lave i sommerferien? – 25 ideer, så I ikke kommer til at kede jer

Sommerferien står for døren, kufferten er pakket, og sommerhuset venter! Det helt store spørgsmål er: Hvad skal vi lave i sommerferien? Ferie ved Ringkøbing Fjord er lig med oplevelser for både børn og voksne.

Find ud af, hvor de bedste attraktioner ligger, og bliv klogere på hvilke naturområder, I bare ikke må gå glip af!

Til børn og barnlige sjæle

Jyllands Parkzoo - Et af de mange spændende dyr

Jyllands Parkzoo – Et af de mange spændende dyr

1. Jylland Park Zoo (ca. 63 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Tæt ved Havnstrup ligger en af Danmarks mest børnevenlige zoologiske haver. Jylland Park Zoo rummer flere end 500 dyr fra lande verden over – lige fra sydafrikanske søbjørne til afrikanske Watussi okser.

Jylland Park Zoo er familieorienteret og har fokus på at henvende sig til børn i alle aldre. Derfor er der bl.a. indrettet særlige legegårde med dyreunger, som børnene kan have fornøjelse af at kæle med.

WEB: www.jyllandsparkzoo.dk

2. Legoland – (ca. 100 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Hvis ungerne spørger, ”Hvad skal vi lave i sommerferien?”, så giv dem en oplevelse i særklasse med en tur til en af landsdelens største og mest velbesøgte attraktioner: Legoland.

Ferie i Jylland er for mange ensbetydende med en tur i denne overdådige forlystelsespark, som er fyldt med eventyr, spænding – og ikke mindst LEGO.

Besøg f.eks. det nye univers, LEGO NINJAGO World, der byder på både klatrevæg, laser labyrint samt meget andet. Der er rig mulighed for at købe mad og drikke i parken.

WEB: www.legoland.dk

3. Baboon City – (ca. 75 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Danmarks største helårs forlystelsescenter er bestemt et besøg værd for alle hoppeglade, eventyrlystne og rutsche-elskende børn.

Det er leg i alle udformninger samlet på et sted! Med alt lige fra radiobiler, trampoliner, kæmpe kuglebad, forhindringsbaner og til rodeotyr, rummer forlystelsescentret aktiviteter for børn i alle aldre. Der er gratis entré for børn under 2 år.

WEB: www.babooncity.dk

4. Bork Legeland – (ca. 32 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Med et areal på 2500 m2 er Bork Legeland et sandt Mekka af forlystelser. For de mindste findes bl.a. et mini-legeland med tunneller og boldbassin. De større børn kan boltre sig på hoppeborge, i spøgelseshulen – eller kæmpe mod hinanden klædt ud i Sumo-dragter.

Kun fantasien sætter grænser i Borks Legeland!

WEB: www.borklegeland.dk

5. Vizz i Herningecentret – (ca. 80 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Mens de voksne besøger centrets butikker, kan ungerne slå sig løs i det 700 m2 store centerplay i Herningecentret. Trampolin, morskabsmaskiner, multisportsarena og interaktive maskiner med soft touch er bare nogle af de aktiviteter, børnene kan more sig med i Vizz.

Der er mulighed for pasning, mens du shopper, for børn i alderen 4-8 år i Vizz Kidz Club.

WEB: www.vizzlegeland.dk

6. Fiske -og Familiepark West – (ca. 29 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

I Fiske -og Familiepark West er der mulighed for at kombinere aktiviteter på tværs af interesser og aldersgrupper. Med fiskepark, vandland, gokarts, paintball og hoppeborg kan alle familiens medlemmer få ønskerne opfyldt i familieparken.

Gratis entré for børn under 3 år.

WEB: www.familiepark.dk

7. Adventure Park Ringkøbing – (ca. 20 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Adventure Golf, Bowlsbaner, Racersimulator og legeland til børnene. Dette er blot et udvalg af de mange aktiviteter, Adventure parken rummer. Adventure Park er lige så eventyrlig for børn og voksne, som navnet antyder!

Der er mulighed for selv at medbringe mad, til når sulten melder sig, og grill-selv kan benyttes. Drikkevarer købes i parken.

8. Jyllandsakvariet – (ca. 89 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Jyllandsakvariet ved Thyborøn er en oplevelse for både børn og voksne. I de store akvarier ses fisk og havdyr, som lever i Nordsøen og Limfjorden, og i de små rørbasinner er der mulighed for at stifte bekendtskab med fiskene på helt nært hold.

Kæl f.eks. for en haj, eller hvad med at holde en krabbe? Derudover rummer Jyllandsakvariet et væld af andre aktiviteter, som ungerne vil elske. Der er mulighed for sæsonkort, og børn under 3 år har fri entré.

WEB: www.jyllandsakvariet.dk

Ud i naturen

9. Præstbjerg naturcenter – (ca. 57 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Oplev det klassiske hedelandskab ved Præstbjerg Naturcenter. Med smukke udsigtspunkter, egekrat, søer, skovområder er naturcentret et oplagt udflugtsmål for alle naturelskere.

Til de yngste medlemmer af familien findes en legeplads, og det er muligt at medbringe mad, som kan tilberedes på de tilgængelige bålsteder med grill.

WEB: www.visitherning.dk/praestbjerg-naturcenter

10. Tipperne – (ca. 33 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Tipperne er et paradis for fuglekiggere. Et af Ringkøbing Fjords sydligste områder, dannet ved sandflugt og hjemsted for Nordeuropas største fuglereservat. Via udsigtstårnet kan hele det forunderlige landskab opleves, mens fuglearter som Ryler, Skestorke, Hjejler og Svaner flyver ud og ind.

Der er adgang til reservatet fra 1. marts til 31. oktober, fredage kl. 08.00-14.00.

11. Ejstrup søerne – (ca. 60 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Ved Ejstrup Søerne er der mulighed for at få en helt særlig naturoplevelse. Dette jungle-lignende natursted ligner nemlig ikke de klassiske, vestjyske landskaber.

Hvad der oprindeligt fungerede som brunkulslejre under 2. Verdenskrig, er nu et sted, hvor både naturelskere, cyklister og børnefamilier kan nyde de kuperede gå- og cykelruter. I området findes også borde og bænke, bålsteder og shelters, hvor medbragt mad kan nydes.

WEB: www.faster-astrup.dk/

12. Kulsøen v. Troldhede – (ca. 62 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Kulsøen ved Troldhede er, som navnet antyder, gammel brunkuls-grund. Nu er området perfekt til en gåtur på den 2.5 km lange sti, der bugter sig rundt om selve søen. Via små bakker, rindende åer og hyggelige broer bevæger man sig rundt i det idylliske landskab.

Der er mulighed for at medbringe en madkurv, som kan nydes ved bænkene. Maden kan desuden tilberedes ved bål- og grillstederne, hvis der ligeledes er medbragt grillkul.

13. Mønsted Kalkgruber – (ca. 104 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Hvad der føles som uendelige, labyrintiske minegange, strækker sig over mere end 60 km under jorden. I verdens største kalkmine, beliggende ved Mønsted, gemmer der sig en verden for sig.

Med flagermus, museum, underjordisk biograf og minetog, kan de gamle kalkgruber opleves på helt nært hold. Hunde i snor må gerne medbringes.

WEB: www.monsted-kalkgruber.dk

Lyngvig fyr

Lyngvig fyr er helt klart en oplevelse værd

14. Lyngvig Fyr – (ca. 7 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Midt i klitlandskabet omkring Holmsland Klit står det gamle Lyngvig Fyr og spejder ud over havet. Fyret blev bygget i 1906 og med de 228 trin til toppen, er I garanteret en udsigt i særklasse.

Ved foden af fyret ligger Fyrmesterboligen, hvor I kan besøge både udstilling, café og museumsbutik. Entré-prisen er 50 kr. for voksne.

Kunst & Museer

15. Ringkøbing museum – (ca. 23 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Få et indblik i Vestjyllands historie på Ringkøbing Museum. Med løbende specialudstillinger, hyggelig museumsbutik og guidede ture er der mulighed for at komme tæt på historien. Børn og unge under 18 år har fri entré, hvis de følges med voksne.

WEB: www.levendehistorie.dk

16. Kaj Munks Præstegård – (ca. 32 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Vedersø Præstegård var fra 1924 til 1944 hjemsted for en af Danmarks mest elskede digtere, Kaj Munk, som boede der i sine mest virksomme år. Oplev digterpræstens hjem på nært hold, og gå en tur i den smukke, tilhørende park.

I højsæsonen, juli – august, er der rundvisning hver tirsdag og torsdag kl. 13.00.

WEB: www.levendehistorie.dk

17. Dejbjerg Jernalder – (ca. 44 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

I Dejbjerg lever Jernalderen i bedste velgående. Jernaldermennesker går rundt mellem høns og geder, mens de inddrager besøgende i livet, som det udspandt sig for over 1500 år siden.

I museumsbutikken kan der købes spændende jernalder-remedier og arkæologiske kopi-fund. Børn og unge under 18 år har fri entré, hvis de følges med voksne.

WEB: www.levendehistorie.dk

18. Danmarks Flymuseum – (ca. 40 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Få et indblik i dansk flyhistorie med denne samling af fly, der rummer både svævefly, jagerfly, veteranfly og helikoptere. Med over 50 fly i udstillingen, hvoraf de fleste stadig er flyvedygtige, er der stor variation i de udstillede modeller.

Børn under 6 år har gratis entré.

WEB: www.flymuseum.dk

19. Hjerl Hede – (ca. 90 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

I Vinderup ligger et af Danmarks mest besøgte frilandsmuseer. Med fokus på at skildre og bevare de gamle håndværkertraditioner, drives et museum, der bygger på bondekulturens værdier fra forrige århundrede.

Kom med tilbage i tiden, når bondefolkene inddrager de besøgende i værdier og livsvilkår fra en svunden tid. Åbent fra 10.00-18.00 i højsæsonen, juni – august.

WEB: www.hjerlhede.dk

20. Abelines gård – (ca. 8 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Besøg Abelines hjem. Kvinden, som boede på gården i 67 år, og som gæstfrit tog imod strandede sømænd og gav dem husly. Kvinden, som endte med at drive et sommerpensionat med flid og dygtighed.

Få indblik i livet på en strandfogedgård for 100 år siden – med alt hvad der hører sig til at håndværk og huslige pligter. Entré-prisen er 50 kr., og børn og unge under 18 år er gratis i følgeskab med voksne.

WEB: www.levendehistorie.dk

21. Cyklus, Hvide Sande – (Beliggende i Hvide Sande
Adresse: Google Maps link

Folkegaven, ”Cyklus”, er et kunstværk i 2 dele beliggende på Nørregade i Hvide Sande. Med 4 punkter, ”Verdens Navle”, ”Punktet”, ”Livstrappen” og ”Mindesmærket”, dannes en skulptur, der symboliserer selve livets cyklus.

WEB: www.hvidesande.dk/cyklus

22. Bork vikingehavn – (ca. 30 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Bork Vikingehavn fører dig direkte tilbage til vikingetidens Danmark. Vær med til at ofre til de nordiske guder, bliv klædt ud i vikingetøj og prøv kræfter med ægte vikingeredskaber.

I højsæsonen, uge 41-43, er Bork Vikingehavn fyldt med ægte vikinger, som er klar til at skabe en autentisk oplevelse. Børn og unge under 18 år har fri entré i følgeskab med voksne.

23. Sneglehuset – (ca. 90 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

I Thyborøn ligger et helt særligt hus. Med beliggenhed på Sneglevej er huset en af egnens største attraktioner – og det af en helt bestemt årsag: Huset er nemlig smukt dekoreret med muslingeskaller og sneglehuse fra inderst til yderst.

Oplev det særegne hus, og tag et kig på udstillingen med flaskeskibe og fisker-fund. I husets butik sælges alt fra sjælden, maritim brugskunst til postkort og udstoppede fisk.

WEB: www.sneglehuset.dk

24. Fiskeriets hus – (ca. 1 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

I Fiskeriets Hus kan du få et unikt indblik i historien omkring Holmsland Klit og havnebyen Hvide Sande. Huset rummer både en lokalhistorisk udstilling samt ferskvands- og saltvandsakvarier, og i akvarierne ses netop de fisk, som lever i området.

Fra Palmesøndag til 1. november er der åbent hver dag fra 10.00 – 17.00.

25. Kloster Design Lysstøberi & Brugskunst – (ca. 19 km fra Hvide Sande)
Adresse: Google Maps link

Hos Kloster Design kan hele familien få lov at støbe lys i støberiet. Og mens ungerne kreerer fine stearinlys, kan de voksne nyde butikkens store udvalg af brugskunst og gaveartikler.

I det tilstødende, Galleri Bo Bendix, findes ligeledes et stort udvalg af tøj, plakater og meget andet. I Charly’s Café er der mulighed for at slappe af med en kop kaffe. Afregning på støbte lys sker efter vægt.

WEB: www.hvidesande.dk/kloster-design-lysstoeberi-og-brugskunst

Nyd området og attraktionerne

Ferie ved Ringkøbing Fjord er meget mere end blot tiden tilbragt i sommerhuset. Landsdelen rummer et utal af muligheder for både kulturelle, eventyrlige og naturskønne oplevelser.

Ønsker I nærmere information om lokalområdets muligheder for f.eks. shopping og spisesteder, kan oplysningerne findes her.

Yderligere info om byens historie og kulturelle profil kan ses her.

chevron-down

Hvad kan man lave i sommerferien?

Særligt i sommerperioden er der masser af liv i de små byer, der ligger i vores ferieområder: Både Søndervig, Hvide Sande, Nr. Nebel, Henne Strand, Vejers og Blåvand. Det kan for eksempel være diverse arrangementer såsom livemusik på torvet i Blåvand eller den velbesøgte fiskeauktion i Hvide Sande. Der er også et væld af spændende udflugtsmuligheder i vores områder, alt lige fra zoologisk have til forskellige museer.

chevron-down

Hvad kan man lave med børn i sommerferien?

Der er masser af aktiviteter for børn i sommerferien, der ligger i eller tæt på vores sommerhusområder. Blandt andet kan du tage børnene med i zoologisk have i Blåvand, besøge det børnevenlige museum Fiskeriets Hus i Hvide Sande eller bade i Søndervigs badeland, Danland. Har du mod på en lidt længere køretur, ligger den populære forlystelsespark LEGOLAND omkring 1 times kørsel fra vestkysten.

chevron-down

Hvilke gratis ting kan man lave i sommerferien?

Der er også mange gratis oplevelser i områderne langs den jyske vestkyst. Det gælder særligt naturoplevelser. Det er ikke kun stranden, der byder på fascinerende omgivelser, men også områdernes forskellige klitplantager som Husby Klitplantage og Blåbjerg Klitplantage er et besøg værd. Via plantagernes gode stisystemer kan I udforske den vestjyske natur på helt tæt hold. Derudover er de store naturreservater i den sydlige del af vores ferieområder, Filsø og Skallingen, også en stor oplevelse.

Mød forfatteren - Mette

Jeg er opvokset i Hvide Sande og flyttede efter en årrække med uddannelse i større byer tilbage til min hjemby i 2012. Jeg elsker naturen, solopgangene over Ringkøbing Fjord - samt det faktum, at jeg er så heldig at bo et sted, hvor rigtig mange mennesker hvert år tilbringer deres dyrebareste tid; ferien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort, men bruges kun til at sikre bloggen mod spam samt til at kunne kontakte vinderen direkte i forbindelse med eventuelle konkurrencer.
Krævede felter er markeret med *

Persondata- og cookiepolitikSitemap
Søger...