Guide: Sådan gør du dit sommerhus mere energivenligt

Husejer-2023-fokus-paa-dine-krav

Der er mange gevinster ved et energivenligt sommerhus. Med mere energivenlige løsninger sparer du både penge og gør en god gerning for klimaet. Og der er flere forskellige steder, du kan sætte ind for at sænke energiforbruget i dit sommerhus. Vi har lavet en guide til, hvordan du kan holde forbruget nede, og allieret os med en ekspert inden for området.

Hvor mange kWh bruger man i et sommerhus?

Det årlige energiforbrug i et sommerhus afhænger af mange faktorer. Sommerhusets størrelse og generelle tilstand har naturligvis meget at sige. Derudover er det afgørende, hvor meget sommerhuset bliver brugt i løbet af året.

Energistyrelsen har lavet en gennemsnitlig beregning på det årlige energiforbrug (inklusiv elvarme):

  • Almindeligt sommerhus, uden vinterbrug: 1.200 kWh om året

  • Almindeligt sommerhus, med vinterbrug: 2.500 kWh om året

  • Luksussommerhus, med vinterbrug: 5.000 kWh om året

  • Luksussommerhus med pool, med vinterbrug: 31.000 kWh om året

Kig på opvarmningen af sommerhuset

En stor del af sommerhusene er udstyret med elvarme. Det er ikke kun en dyr, men også en ineffektiv løsning, når huset skal opvarmes. Skifter du elvarmen ud med en varmepumpe, får du en opvarmningsløsning, der er mellem 3-4 gange mere effektiv end elvarmen. Varmepumpen kan også blot bruges som supplement.

Ud over det faktum, at varmepumpen er en mere effektiv løsning, kan du også få en varmepumpe med fjernstyring. På den måde kan du styre varepumpen hjemmefra og blive alarmeret, hvis temperaturen i dit sommerhus nærmer sig frysepunktet. Det er praktisk, hvis sommerhuset står ubrugt i vintermånederne.

Du kan vælge mellem forskellige typer varmepumper, som er ideelle til forskellige typer sommerhuse:

  • Luft-til-luftvarmepumpen er ideel til små og mellemstore sommerhuse. Det er den billigste type, men også den mindst effektive, eftersom den spreder varm luft ud i sommerhuset fra det sted, pumpen er monteret. Har du et større sommerhus, vil du derfor typisk skulle installere flere luft-til-luft-varmepumper.

  • Luft-til-vand-varmepumpen egner sig godt til større sommerhuse. Den er dyrere at anskaffe, men den er også mere effektiv og kan både opvarme dit sommerhus og dit brugsvand. Den kræver dog, at du har enten vandbårne radiatorer eller gulvvarme i sommerhuset.

  • Jordvarmepumpen er mest ideel til større luksussommerhuse med swimmingpool og spa. Det er den dyreste og mest krævende type i forhold til installation, da den både fordrer et vandbåret system og plads til nedgravning af slanger uden for huset. Det er til gengæld den mest energieffektive model, da den optager energi fra solen og oplagrer energien i jorden som varme.

Spar endnu mere med en energivenlig brændeovn

Ud over en varmepumpe, kan du også bruge en brændeovn som supplement i opvarmningen af dit sommerhus. Vælger du en moderne konvektionsbrændeovn, får du både en hyggelig og energivenlig løsning.

Konvektionsovnen udnytter brændet hele 50% bedre end de almindelige brændeovne gør, og den fordeler varmen ud i hele rummet. Derfor kan den faktisk dække op til 70% af varmebehovet i sommerhuset.

Hvor koldt må der være i et sommerhus?

Et energisparetip er at skrue 1 grad ned i hele sommerhuset. Ved at skrue 1 grad ned, kan du spare 5% på din varmeregning. Temperaturen i et sommerhus skal dog være på minimum 18 grader for at undgå skimmelsvamp og andre fugtskader.

Tjek sommerhusets isolering

Størstedelen af sommerhusene rundt omkring i Danmark er af ældre opførselsdato, typisk bygget i træ. Derfor er de også ofte dårligt isoleret, og dårlig isolering bidrager til et større energiforbrug.

Som tommelfingerregel er mindre end 100 mm isolering i ydervægge, loft eller tag med loft til kip uhensigtsmæssigt. Isoleringen i ydervæggene bør øges til minimum 150 mm, mens isoleringen i loft eller tag bør øges til minimum 250 mm.

Du kan få en fagmand til at hjælpe dig med at finde den bedste isoleringsløsning til dit sommerhus, så energiforbruget holdes nede. Det er en god investering – ikke kun fordi du får en økonomisk gevinst, men også fordi sommerhuset bliver rarere at være i. Med god isolering følger et bedre indeklima og en mindsket risiko for fugtskader.

Tip: Din gamle vandvarmer er en energisluger

Når vandet skal opvarmes i sommerhuset, er det typisk med en – eller flere – elvandvarmer(e). Men en elvandvarmer af ældre dato er en ineffektiv løsning og kan være noget af en energisluger.

Tjek derfor, om din elvandvarmer er en ældre model, og sørg i så fald for at få den skiftet. De nyere elvandvarmere kan nemlig reducere strømforbruget med helt op mod 100 kWh årligt.

Test standen på dine vinduer

En af vejene til et energivenligt sommerhus er gode tætte vinduer, som holder varmen inde. Du kan udføre en simpel test for at tjekke, om dine vinduer er tætte: Åbn vinduet, stik et stykke papir ud, og luk vinduet til. Mærker du ingen modstand, når du trækker papiret til dig, er vinduet utæt.

Har dit sommerhus ældre vinduer med enkeltlagsruder, vil kulden lettere kunne trænge ind. Det behøver ikke betyde, at du skal i gang med den store vinduesudskiftning. Er selve rammen i god nok stand, kan du nøjes med nye ruder eller sætte et forsatsvindue ind.

Det kan betale sig at give vinduerne opmærksomhed af flere grunde. Gode vinduer sænker ikke kun energiforbruget, men sikrer også et godt indeklima og kan løfte dit sommerhus’ udseende betydeligt.

Vejen til et energivenligt poolsommerhus

Har du et poolsommerhus, måske med spabad og sauna, er det helt naturligt et sommerhus i den tunge energiklasse. Her er tre steder, du kan sætte ind, for at gøre dit poolhus mere energivenligt:

  • Hvis din pool og/eller spa opvarmes med el, kan du skifte over til en varmepumpe. På den måde kan du spare meget på energiomkostningerne.

  • Vælg en frekvensstyret poolpumpe. Den kan programmeres til forskellige hastigheder, så hastigheden sænkes, når poolen står ubenyttet hen og ikke kræver lige så stor vandcirkulation. Det sænker ikke kun strømforbruget, men også vand- og kemiforbruget.

  • Har du et sommerhus med sauna, så husk at sikre dig, at saunaen er isoleret og helt tæt. På den måde undgår du et unødigt varmetab.

Overvejer du at bygge eller renovere et poolsommerhus?

Måske drømmer du om at bygge eller renovere et poolsommerhus – men er bange for energiomkostningerne, der følger. Hvis du sørger for at isolere swimmingpoolen udvendigt, mindsker du varmetabet og dermed energiomkostningerne betragteligt. Du klarer det billigst ved at isolere poolens sider.

Der er altså mange foranstaltninger, du kan tage for at få et energivenligt poolhus.

Gode råd fra en energiekspert

Der findes mange håndgribelige metoder til at sænke energiforbruget i sommerhuset. Energistrateg og ejer af mps-solutions, Mogens Pilgaard Sørensen, har 15 års erfaring inden for energimarkedet, siger:

mps-solutions – Energimægler

”Den grønneste energi er den, vi ikke bruger. Derfor kan det altid svare sig at gennemgå energiforbruget i sommerhuset. Med energiprisernes himmelflugt er der dog endnu flere penge at hente i besparelserne, hvilket også kan gavne lejerne af sommerhuset. ”

Energistrateg, uvildig virksomhedsrådgiver og ejer af mps-solutions, Mogens Pilgaard Sørensen

Mogens Pilgaard Sørensen har flere konkrete råd til, hvordan man som sommerhusejer kan gøre sin feriebolig mere energivenlig ved at gennemgå energiforbruget:

  • Kan der installeres sparebrusere, perlatorer ved håndvasken, eller er der dryppende ældre armaturer, der trænger til udskiftning?

  • Gardiner er ikke så populære som for år tilbage, men faktisk burde de få en renæssance, da de kan spare en stor del varme.

  • Mange sommerhuse har automatisk udelys tændt hele natten, hvilket med fordel kan undgås.

  • Generelt bør man gå lyskilderne igennem i sommerhuset. Kan en lampe eller to undværes og skabe lidt ekstra hyggestemning?

  • Har sommerhuset swimmingpool, kan man overveje at sætte begrænsning på temperaturen, da de sluger meget energi.

Solceller er også en mulighed

Mogens Pilgaard Sørensen nævner også solceller som en mulig vej til et mere energivenligt sommerhus: ”Solceller er jo egenproduktion og hører til under kategorien grøn energi. ”

Han peger på, at grøn energi kan være noget, sommerhusgæster vil vægte højere i fremtiden, og at det derfor potentielt også kan resultere i en sidegevinst i form af flere lejere til sommerhuset. Han kommer også med et par overvejelser, man som sommerhusejer kan gøre forud for en investering i solceller:

  • Sørg for ikke at købe et for stort anlæg.

  • Gå eventuelt sammen med andre sommerhusejere i området, og forhandl i samlet flok.

  • Vær opmærksom på tilslutningsafgiften, der stiger i 2023.

  • Husk, at solceller producerer langt det meste energi om sommeren. Har man et sommerhus, der er lejet ud hele året, har investeringen i solcellerne ikke helt samme virkningsgrad.

Find sommerhus

Ankomst